Man kunne på forhånd undre sig over, hvordan AGF nogensinde skulle gøre Cepheus Park til hjemmebane for en aften.
Det formåede aarhusianerne dog på fremragende vis, da de tog imod de polske mestre fra Lech Poznan i det første af to opgør i UEFA Champions League-kvalifikationen tirsdag aften.
Den fantastiske kulisse formåede dog ikke at påvirke resultatet, da det sluttede 1-4, men undervejs bar tilskuerne hjemmeholdet frem, selv da det så værst ud.
Her er Bolds fokuspunkter.
Uheldige Jesper Hansen endte med at koste
Spiller fra hjemmeholdet i fokus
AGF bed godt fra sig i løbet af første halvleg. Det stoppede dog brat, da polakkerne bragte sig i front. Ondt blev så værre, da en uheldig Jesper Hansen tog med hænder uden for sit målfelt. Det kostede både ham og resten af truppen, som efterfølgende blev reduceret til ti mand. Kort efter formåede Lech Poznan så at udbygge føringen til 2-0, og værterne havde derfor ryggen mod muren i anden halvleg. Udvisningen blev derfor alt for dyr for AGF.
Artiklen fortsætter efter billedet

Det perfekte gensyn
Spiller fra udeholdet i fokus
Når man lod øjnene løbe ned over startopstillingen fra gæsterne, var der i hvert fald et enkelt navn, som gav anledning til eftertanke. Svenske Mikael Ishak har været yderst giftig for de polske mestre gennem de seneste mange sæsoner. Det helt specielle ved ham var så, at han i sæsonerne fra 2014 til 2017 netop havde hjemmebane på Cepheus Park, hvor han tørnede ud for Randers FC. Gensynet blev fejret med en kanonscoring fra svenskeren.
Den polske gigant
Statistik i fokus
Det var ikke en hvilken som helst modstander, der kom på besøg tirsdag aften i Randers. Gæsterne fra Lech Poznan er nemlig i de seneste to sæsoner under deres danske cheftræner, Niels Frederiksen, blevet mestre. Det seneste mesterskab betød altså, at polakkerne står noteret for ti mesterskaber, fem pokaltitler og tre sølvmedaljer. Det var derfor ikke forventeligt, at AGF’erne skulle tage derfra med en sejr, men et nederlag på 1-4 var for meget.
Hjemmebane på udebane
Fans i fokus
Randers var klædt i hvidt, og det var ganske paradoksalt, når netop denne farve afskyes i Randers til dagligt. Denne aften var dog i ’De Hviies’ tegn, og det resulterede i en forrygende lydkulisse, som dog ikke påvirkede resultatet i tirsdagens kamp i Champions League-kvalifikationen. Det tog dog ikke noget fra stemningen, der med tifo-arbejdet, AGF-sange over højtaleren og tilråbene formåede at forvandle Cepheus Park til en solid hjemmebane.
Mesteren satte lærlingen på plads
Træner i fokus
Det må have været en speciel oplevelse for den danske cheftræner fra Lech Poznan, Niels Frederiksen, da han stod i spidsen for et polsk hold på dansk grund på flere punkter. På den anden side stod assistenttræneren i AGF, Markus Uglebjerg, som i sæsonen 24/25 var assistenttræner i netop Lech Poznan under Niels Frederiksen. En ganske interessant duel, som Frederiksen trak sig sejrrigt og overbevisende ud af.

AGF
Lech Poznan
CL-kval





































