





Salzburg havde to danskere med i startopstillingen til onsdagens svære udekamp i Champions League mod Real Madrid, da både Mads Bidstrup og Adam Daghim var at finde blandt de 11 udvalgte.
Østrigernes tredje dansker, Maurits Kjærgaard, er fortsat skadet.
Det var faktisk Salzburg, der først kom tæt på en scoring, da Oscar Gloukh sendte en flad afslutning akkurat udenom Thibaut Courtois' venstre stolpe.
Herfra stod der dog Real Madrid på det meste, og det var også det hvidblusede hjemmehold, der planmæssigt fik scoret først.
Halvvejs gennem første halvleg fandt en lang aflevering fra Vinícius Júnior frem til Jude Bellingham, der kunne tjatte Rodrygo helt fri.
Artiklen fortsætter efter billedet

Den brasilianske kantspiller lagde stenstikkert bolden i nettet, og ham skulle publikum på Santiago Bernabéu se mere godt fra blot ti minutter senere.
Her kunne Rodrygo nemlig, efter en lækker ét-to med Jude Bellingham, krølle kuglen i lange hjørne fra kanten af feltet. Du kan se den flotte scoring øverst i denne artikel.
Første halvlegs sidste højdepunkt faldt, da Vinícius Júnior filmede sig til en advarsel fem minutter inden pausen. Den situation kan du se her.
Spansk slagtehus
I anden halvleg fortsatte den lårtykke Real Madrid-dominans, og de stakkels gæster havde ikke meget at stille op.
Salzburg gjorde dog heller ikke egne arbejdsbetingelser meget bedre ved, at målmand Janis Blaswich leverede en kæmpemæssig blunder og forærede bolden til Kylian Mbappé, der fik øget til 3-0.
Salzburgs totale kamikaze-mission fortsatte, og syv minutter senere blev det også 4-0.
Vinícius tog et par gode træk ind i feltet og kunne til sidst losse kuglen i lange hjørne, mens de østrigske forsvarsspillere intet stillede op.
Det gjorde de heller ikke et kvarter senere, hvor brasilianeren blev dobbelt målscorer, da han afsluttede et glimrende kontraangreb ved at rundbarbere indskiftede Kamil Piątkowski og eksekvere sikkert.
Til sidst fik Mads Bidstrup faktisk reduceret for Salzburg på en glimrende flugter med venstre, men danskerens flotte scoring blev af kosmetisk betydning.
Det blev ved 5-1, og dermed holder Real Madrid liv i håbet om at ende blandt de øverst otte i Champions Leagues ligafase. Salzburg var allerede inden kampen dømt helt uden chancer for avancement.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Salzburg
Real Madrid
Champions League




























