
Brøndby er videre i Europa.
Sho Fukuda blev matchvinder i torsdagens 1-0-sejr over HB Tórshavn, og dermed kom avancementet i hus med en samlet sejr på 2-1.
Den vævre japaner var virkelig iøjnefaldende, men de blågule tager også en vigtig læring med sig.
I næste runde af Conference League-kvalifikationen venter enten islandske Vikingur eller albanske Vllaznia.
Her er Bolds fokuspunkter fra torsdagens kamp.
Et kæmpe signal til Frederik Birk
Spiller fra hjemmeholdet i fokus
Artiklen fortsætter efter billedet

'Kotaro Uchino er lidt foran, og Sho Fukuda mangler stadig noget i det relationelle'.
Det var - lidt skarpt sat op - konklusionen fra Frederik Birk, da cheftræneren for nylig satte ord på de to nye BIF-japaneres start. Derfor var det en lille kanin, Brøndby-bossen hev op af hatten med Sho Fukuda fra start mod HB Tórshavn. Og Fukuda var en fornøjelse at følge.
En ting var de opportunistiske - til tider svære - afslutninger, det hidsige pres og store løbepensum. Noget andet var attituden. Det klædte Sho Fukuda, der er blevet omtalt som 'høflig ' og 'ydmyg', at vise følelser i en situation, hvor han følte sig bortdømt, ligesom han gav den gas i sin jubelscene efter scoringen. Han sendte et kæmpe signal til Frederik Birk.
Der var krummer i nummer fem
Spiller fra udeholdet i fokus
HB Tórshavns nummer fem, Noah Mneney, gjorde en god figur på Brøndby Stadion torsdag aften. Fra sit udgangspunkt på midtbanen var den 22-årige færing kløgtig til at fordele boldene og indtog også en hovedrolle i gæsternes erobringsspil. På trods af et tidligt gult kort undgik han at dumme sig yderligere, og advarslen virkede i højere grad til at holde ham skarp. Der var krummer i ham!
Færingerne blev ædt råt i 45 minutter
Statistik i fokus
Bemærkelsesværdigt nok var Brøndby kun foran med et mål ved pausen, men hvis du slår dominans op i ordborgen, skal du ikke blive overrasket, hvis der dukker et billede op fra første halvleg fra aftenens kamp. Gæsterne fra Færøerne blev ganske enkelt ædt råt i 45 minutter, hvilket en boldbesiddelse på 76-24 i de blågules favør vidnede om. Måske endnu mere markant var Brøndbys 14 skud mod færingernes to og en expected goal-værdi på spinkle 0,03. Frederik Birk og staben har arbejdet meget med gennembrudsspillet på banens sidste tredjedel, og det blev forsøgt omsat i især første halvleg.
'Rejs dig nu op!'
Fans i fokus
Hele stemningstribunen på Brøndby Stadion var i aftenens anledning beklædt med blå sæder, men kun ganske få blev benyttet til det, et sæde er til for. Sydsiden var i et godt torsdagshumør, og det lod de færingerne vide, hver gang en af de gæstende spillere gik i græsset. 'Rejs dig op' var budskabet bag pibekoncerterne.
Men da Tórshavn bankede på i den anden ende i løbet af anden halvleg, var fansene også efter Brøndby-spillerne, og da Oliver Villadsen var ved at gøre det lidt for spændende. 'ANGRIB' og 'VIS I VIL VINDE', lød det fra de højtråbende.
Brøndby tager en vigtig læring med sig fra den her kamp, for de skal simpelthen lukke kampene noget før, og man skal forvente endnu mere fra de blågule.

Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Dilemmaet i forsvaret
Træner i fokus
Fodbolddirektør Benjamin Schmedes kom i ugens løb i mål med en af transfervinduets store hængepartier. Tilgangen af den venstrebenede stopper Luis Binks erstatter nogle af de kompetencer, Jacob Rasmussen har efterladt, men spørgsmålet er, hvad det gør for Frederik Birks dispositioner i forsvaret.
Brøndby-træneren må stå i lidt af et dilemma, når det handler om, hvilke profiler, der i fremtiden skal udgøre den bagerste kæde. Jordi Vanlerberghe ligner umiddelbart en, der kan blive ofret, for Sean Klaiber har været solid i starten af sæsonen som højre stopper.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Brøndby IF
HB Tórshavn
ECL-kval




































