Conference League-kvalifikationskampen mellem Vikingur og Brøndby IF endte med et 3-0-nederlag til det danske hold.
Det var dog ikke kun på banen, at Brøndby viste sig fra en kedelig side.
Både under og efter kampen opstod der uroligheder mellem Brøndby-fans og islandske fans, hvor stemningen blev meget ophidset.
Bold har talt med politiet i Reykjavik, som bekræfter, at der har været sammenstød under og efter kampen.
Det drejer sig om cirka 30 Brøndby-fans, der endte i fysisk konfrontation med islandske fans.
Artiklen fortsætter efter billedet

– Det startede allerede under kampen, hvor der var sammenstød mellem nogle fans. Derefter blev de besøgende fans eskorteret fra stadion, hvilket førte til et sammenstød mellem betjente og Brøndby-fans, fortæller en repræsentant fra det islandske politi til Bold.
Sammenstødet medførte, at politiet måtte bruge peberspray mod den lille gruppe af fans, bekræfter politiet over for Bold.
Efterfølgende drog fansene til en lokal sportsbar, hvor Vikingur-fans og Brøndby-fans stødte sammen. I første omgang afværgede politiet et potentielt sammenstød, men da betjentene havde forladt stedet, opstod et slagsmål.
Politiet bekræfter hændelsen over for Bold og fortæller, at en person blev anholdt i forbindelse med urolighederne. Den anholdte blev løsladt fredag morgen.
– Det er en uvant situation for os i Island, da fodboldkampe normalt forløber fredeligt og roligt. Størstedelen af fansene opførte sig godt, men en lille gruppe provokerede og skabte tumult under og efter kampen, lyder det fra det islandske politi.
– Det er uvist, hvad der udløste urolighederne, men det kan skyldes resultatet på måltavlen, da der ikke var problemer op til kampen.
Politiet fortæller også til Bold, at der er forvoldt skade på Vikingurs stadion.
Der er ødelagt inventar og faciliteter på stadion, men omfanget af skaderne er stadig ukendt.
Ifølge det islandske medie Visir er skaderne anslået til cirka en kvart million danske kroner.
Brøndby IF fortæller til Bold i et skriftligt svar, at der vil komme sanktioner mod de skyldige. De står ifølge administrerende direktør Ole Palmå til karantæner. Læs mere om det her.
Returopgøret mellem Brøndby og Vikingur spilles næste uge på Brøndby Stadion.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Brøndby IF
Vikingur R.
ECL-kval



































