





FC Midtjylland havde kurs mod de tre point mod Brann i Europa League, men måtte i overtiden sande en udligning til 3-3 via et straffespark.
Det blev krøllen på en hæsblæsende affære mellem de to mandskaber torsdag aften.
FCM tog føringen efter fire minutters spil, da Martin Erlic dukkede op bagerst i feltet og prikkede bolden over stregen, efter at Philip Billing havde snittet et indlæg videre.
Efter knap 20 minutters spil slog Brann tilbage via David Nielsens søn Noah Holm.
Den 24-årige angriber stod fuldkommen fri i FCM's felt på et hjørnespark, og det udnyttede han til at udligne med et kraftfuldt hovedstød.
Artiklen fortsætter efter billedet

Der var gang i kampen med optræk til chancer i begge ender, og i det 31. minut fik de midtjyske gæster på ny netmaskerne til at blafre.
Victor Bak chippede bolden i feltet, hvor Junior Brumado tog bolden fornemt ned med brystkassen og hamrede den videre i mål til stillingen 2-1.
Det forblev sådan frem til halvvejs inde i anden halvleg, hvor hjemmeholdet fik tildelt et omdiskuteret straffespark, efter at dommeren vurderede, at bolden ramte Gue-sung Cho på armen.
Danske Emil Kornvig tog sig sikkert af straffesparket og bragte således lighed i stillingen.
Glæden varede dog ganske kort for Brann.
For blot to minutter efter udligningen svarede ulvene tilbage med en scoring fra Martin Erlic, der således blev dobbelt målscorer.
Den kroatiske stopper fik flugtet bolden i mål fra kort hold, efter at den blev forsøgt pareret væk fra Branns keeper i forbindelse med et hjørnespark.
Mod slutningen pressede de norske værter på for en udligning, og den kom dybt inde i overtiden, da holdet fik tildelt endnu et straffespark.
Indskiftede Joachim Soltvedt tog sig sikkert af den gyldne mulighed fra 11-meter-pletten og scorede til slutresultatet 3-3.
Det ene point efterlader FCM på fjerdepladsen i Europa Leagues ligafase med 16 point efter syv kampe.

Neestrups bøn hørt: Godt for Superligaen
Hattrick | Afsnit 167Dagens Hattrick starter med Mohamed Salahs skifte til Trabzonspor. Egypteren bliver den helt store stjerne i Süper Lig, hvor han skal danne makkerpar med Aral Simsir.
Læs mere
FC Midtjylland
Brann
Europa League



































