En bizar sag har set dagens lys i hollandsk fodbold.
Den 20-årige midtbanespiller Ilias Splinter meldte i denne uge fra til træning i sin klub Roda af private årsager.
Senere viste det sig, at Splinter i al hemmelighed trænede med hos ligakollegerne Vitesse i håb om at spille sig til en kontrakt i klubben.
Det fik straks Roda til at smide Splinter ud af klubben med beskeden om, at han ikke længere er velkommen.
- Det er ikke sådan, vi ønsker at behandle hinanden i Roda. Vi står for åben og ærlig kommunikation, siger teknisk chef Rob Servais til De Limburger og kritiserer Vitesse i samme ombæring:
- Det havde været passende, hvis de havde informeret os om, at de havde inviteret en af vores spillere.
Splinter havde ikke en professionel aftale i Roda, men spillede på en amatøraftale efter at have repræsenteret Jong AZ i Keuken Kampioen Divisie i sidste sæson.
Både Roda og Vitesse ligger i den næstbedste række i Holland.
Vitesse befinder sig selv i en hektisk situation. Klubben fik i sidste uge retten til at vende tilbage til professionel fodbold, og jagten på kontraktspillere er derfor sat ind.
Vitesse møder Jong AZ fredag aften.



Vitesse
Roda
Eerste Divisie






























