


Inters rumænske reservemålmand Andrei Radu fik onsdag aften en sjælden start, da han fik lov til at vogte buret for titelaspiranterne.
Desværre for den 24-årige målmand endte han med at få en meget stor negativ hovedrolle i kampen.
Med ti minutter igen fik Radu en aflevering, som han forsøgte at sparke væk. Bolden gik mellem benene på ham, og så kunne Bologna score til 2-1, som blev kampens resultat. Med resultatet kan Inter ikke længere selv afgøre mesterskabet.
Efter kampen var Inter-træner Simone Inzaghi ude og forsvare sin målmand, som han fortsat ser et stort lys i.
- Radu træner altid godt, han spillede godt, da han fik chancen mod Empoli i januar. Vi har alle en stor tro på ham, sagde Inter-træneren til Sky Sports Italia og fortsatte:
- Det var en uheldig hændelse, men disse ting kan ske, og det havde ikke fået lige så store konsekvenser, hvis vi havde været foran 4-1 i stedet for at der stod uafgjort.
- Han er en god målmand, som har en stor fremtid foran sig.
Der resterer fire kampe i Serie A i denne sæson. Inter er lige nu to point bag rivalerne AC Milan.


Inter
Bologna
Serie A


































