



FC Nordsjælland forsøgte at få HB Køge taberdømt efter klubbernes møde i A-ligaen.
Farum-klubben tabte kampen 2-3 den 29. september, men FC Nordsjælland mener, at gæsterne fra HB Køge brød reglerne.
Ved stillingen 2-2 indskiftede HB Køge Sarah Thygesen efter 68 minutter. Der var bare ét problem.
Thygesen stod ikke på HB Køges holdkort, og derfor indsendte FC Nordsjælland en protest for at få HB Køge taberdømt med 0-3.
Fodboldens Disciplinærinstans har nu kigget på sagen, men det er ikke gået FC Nordsjællands vej.
Artiklen fortsætter efter billedet

– Fodboldens Disciplinærinstans bemærker, at det lægges til grund, at der er sket en administrativ fejl fra HB Køges side.
– Fodboldens Disciplinærinstans lægger endvidere til grund, at den omtalte spiller fra HB Køge var spilleberettiget for HB Køge til kampen, og havde været på holdkortet i tidligere kampe for HB Køge, ligesom spilleren var opført på klubbens A-liste.
– Fodboldens Disciplinærinstans finder herefter, at HB Køges administrative fejl ikke bør medføre, at spilleren ikke kan anses spilleberettiget, og derfor heller ikke har givet HB Køge en uretmæssig fordel i forhold til selve spillet på banen.
Dermed tages FC Nordsjællands protest ikke til følge. I stedet bliver HB Køge tildelt en bøde på 10.000 kroner.

A-Liga
FC Nordsjælland
HB Køge

































