Minimumslønninger bliver nu en del af kvindefodbolden i Danmark.
Kvindedivisionsforeningen og Spillerforeningen har nemlig indgået den ny rammeaftale, som træder i kraft pr. 1. januar 2025.
Det skriver Spillerforeningen i en pressemeddelelse.
Her lyder det, at DBU's bestyrelse på sit seneste bestyrelsesmøde vedtog standardspillerkontrakter, som bygger på en indbyrdes aftale, og ud fra det er rammeaftalen blevet indgået.
Om minimumslønnen lyder det, at man som fuldtidsansat fodboldspiller fremover skal tjene minimum 17.000 kroner om måneden.
Er man kun deltid, er den på 8.500 kroner, mens den lyder på 3.500 kroner, såfremt det er en bibeskæftigelse.
Artiklen fortsætter efter billedet

Ungdomskontrakter, som er en ny del, der følger med i aftalen, skal minimum kaste 3.200 kroner af sig om måneden til de kvindelige talenter.
I rammeaftalen er det også fastlagt, at man om fem år - i 2029 - skal have nået mændenes niveau, som er som følger:
a) Bibeskæftigede med kontraktlængde op til og med 24 mdr.- kr. 4.437, - pr. måned,
b) Bibeskæftigede med kontraktlængde over 24 mdr. - kr. 8.761, - pr. måned,
c) Deltidsbeskæftigede - kr. 13.653, - pr. måned,
d) Fuldtidsbeskæftigede - kr. 24.803, - pr. måned,
e) Trainee - kr. 5.006, - pr. måned
Kilde: Spillerforeningens overenskomst for mandlige fodboldspillere fra 2020 til 2025.
- Vi er meget tilfredse med at være en del af en aftale, der sætter nye, ambitiøse standarder for dansk kvindeelitefodbold. Aftalen sikrer en bæredygtig udvikling, hvor både spillerne og klubberne får de bedste betingelser, så vi kan løfte Kvinde-DM rækkerne bredt og kan tiltrække og ikke mindst fastholde spillere i en dansk kontekst, siger direktør for Kvindedivisionsforeningen, Per Rud, i pressemeddelelsen.
Også i spillerforeningen er der glæde over aftalen.
- Med de tilpassede vilkår, kan vi bidrage til en øget professionalisering af elite-kvindefodbolden i Danmark. En udvikling, der står på skuldrene af det øgede og fortjente fokus, kvindefodbolden har fået de senere år. Der er nu et godt fundament for videre udvikling og rig mulighed for, at alle klubber kan konkurrere på lige vilkår med det set-up, som passer den enkelte klub, lyder det fra direktør Michael Sahl Hansen.
Af andre vigtige punkter i aftalen er også ulykkesforsikringer samt lige konkurrencevilkår mellem klubberne.

A-Liga




























