2026-07-15 07:49:24

Jordon Ibe erkender vold mod ekskæreste

Den tidligere Liverpool-spiller Jordon Ibe har erkendt sig skyldig i at have overfaldet sin ekskæreste og revet en fletning af hendes hoved, som efterlod hende med en skaldet plet.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Jordon Ibes karriere er i den grad gået den forkerte vej, og nu kan man sige det samme om hans liv uden for banen.

Den tidligere Liverpool-spiller har erkendt sig skyldig i at have overfaldet sin ekskæreste.

Den 30-årige kantspiller nægtede sig i marts skyldig i tiltalen om 'vold med faktisk legemsbeskadigelse', som fandt sted uden for kvindens hjem i London i december, men nu har piben altså fået en anden lyd.

Overfaldet skulle være sket, efter Ibe og kvinden kom op at skændes om penge.

Ibe havde drikkevarer, snacks og blomster med til kvinden, men da hun kastede nogle muffins på jorden og kaldte ham 'stofmisbruger', greb Ibe ifølge anklagemyndigheden fast i kvindens hår og rev en fletning af hendes hoved, som efterlod hende med en skaldet plet.

- Vi befinder os inden for området for en samfundsbaseret straf, og jeg vil bede om en personundersøgelse før strafudmålingen. Jeg udelukker ikke nogen muligheder, siger dommer Polly Gledhill ifølge Sky.

Artiklen fortsætter efter billedet

Premier League -Jordon Ibe erkender vold mod ekskæreste
Foto: Adam Holt/Reuters/Ritzau Scanpix

Jordon Ibe er blevet løsladt mod kaution på betingelse af, at han ikke kontakter sin ekskæreste eller opsøger hendes hjem frem til strafudmålingen den 4. september.

Sagen kommer få uger efter, at Ibe fik ophævet sin kontrakt i den bulgarske klub Lokomotiv Sofia efter blot syv måneder.

Han står nu uden klub.

Jordon Ibe huskes især for at være et stort talent i Liverpool, hvor han spillede 58 kampe, og han var en del af holdet, som Jürgen Klopp overtog i 2015.

Efter Liverpool-tiden rykkede han til Bournemouth, men hans karriere har ikke udviklet sig, som mange havde spået.

Han har siden været tilknyttet syv klubber og har blandt andet været nede og spille i den ottendebedste række i engelsk fodbold. Også den næstbedste række i Tyrkiet har han været forbi og altså senest bulgarsk fodbold.

Han står noteret for 119 kampe i Premier League og har en stribe ungdomslandskampe for England på cv'et.

Podcast Cover

VM Morgenbriefing: Verdens bedste Spanien?

Hattrick | Afsnit 149

Spanien er klar til VM-finalen efter en overbevisende 2-0-sejr over Frankrig. Vi ser nærmere på den spanske magtdemonstration, Didier Deschamps' afsked og den rekord, spanierne nu er én sejr fra at slå.

Læs mere
-7:07

Annonce

12 kommentarer

Se kommentarer
Annonce