



FC Midtjylland kunne med en sejr i Haderslev hoppe tilbage på førstepladsen.
Hjemmeholdet fra Sønderjyske kom dog ud med stor motivation, og de lyseblå aktører blev sågar heppet ind på Sydbank Park med et stort fyrværkerishow.
Starten på kampen var ganske hæsblæsende, og begge hold spillede sig glimrende ud. Det resulterede i to hurtige scoringer.
Offensiv opvisning
Det var Midtjylland, der først fik netmaskerne til at blafre, og her tog Aral Şimşir ganske enkelt sagen i egen hånd.
Et højt indlæg fra Kevin Mbabu endte for fødderne af den nykårede tyrkiske landsholdsspiller, der trak ind i banen og lossede bolden i det lange hjørne.
Det var en kold spand vand i hovedet på Sønderjyske-spillerne, men færre end tre minutter senere kom udligningen ud af det blå.
Artiklen fortsætter efter billedet

Midtjylland mistede bolden på midten af egen halvdel, og efter et par små træk kunne Alexander Lyng sætte Kristall Ingason op.
Islændingen drog fordel af, at Kevin Mbabu og Martin Erlić begge snorksov i udeholdets defensiv, og så var det en formssag at sætte 1-1-scoringen ind.
Du kan finde begge mål øverst i denne artikel.
Skarpheden svigtede
Så lagde tempoet sig en smule, men faktisk kom Sønderjyske yderst tæt på et føringsmål, kort efter uret på Sydbank Park havde rundet en halv times spil.
Midtjylland er sædvanligvis kongerne af dødbolde, men her havde ingen fat i Maxime Soulas, der steg og headede mod mål.
Kun en glimrende refleks fra gæsternes keeper, Elias Ólafsson, forhindrede et sønderjysk føringsmål.
Billing i bad
Det blev dermed ikke til flere kasser i første halvleg, og det stod klart, at Midtjylland måtte finde noget andet frem efter pausen.
Ulvene fik da også sat et moderat tryk ind, da bolden rullede igen, men skarpheden manglede, og det tog cheftræner Mike Tullberg konsekvensen af.
Efter en time pillede han stjerneduoen Darío Osorio og Franculino ud for i stedet at bringe Mikel Gogorza og Júnior Brumado.
Lige lidt nyttede det, for det offensive spil manglede fortsat kvalitet, og Midtjyllands vilkår blev væsentligt ringere i slutfasen.
Her modtog Philip Billing sit andet gule kort, da han fik ramt Olti Hyseni i hovedet, efter Sønderjyske-spilleren havde holdt fast i ham i flere sekunder.
Den første advarsel modtog den danske landsholdsspiller for protester tidligere i anden halvleg, og udvisningen betyder, at han er i karantæne til kommende 3F Superliga-runde, hvor FC Nordsjælland er modstanderen.
Heller ikke midtjydernes cheftræner, Mike Tullberg, kommer til at stå på sidelinjen om en uge, for han fik en advarsel for det efterfølgende brok, og den udløser ligeledes karantæne.

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Sindssygt straffedrama
I tillægstiden fik Sønderjyske indsat et pres, og minsandten om ikke hjemmeholdet også blev tildelt et straffespark dybt, dybt inde i tillægstiden.
Lirim Qamili blev nedlagt af Júnior Brumado og Han-beom Lee i fællesskab, og selvom dommer Mikkel Redder ikke dømte noget i første omgang, kom VAR-folkene ham til hjælp.
Qamili fik selv ansvaret fra pletten, og den nordmakedonske landsholdsspiller var sikkerheden selv fra de 11 meter.
Sønderjyske kæmpede sig således til en hamrende dramatisk 2-1-sejr over FC Midtjylland, der forspildte chancen for at overhale AGF på 3F Superligaens førsteplads.

Få Braithwaite hjem til Superligaen
Ugens Suppe | Afsnit 3Kan vi få Martin Braithwaite hjem til Superligaen? I anledningen af Kasper Junkers retur til Danmark kigger vi på, hvilke danske spillere i det store udland, vi gerne vil have hjem.
Læs mere
FC Midtjylland
Sønderjyske
3F Superliga







































