

Thomas Delaney var tilbage i startopstillingen for FC København, der lørdag aften tog imod Vejle i anden runde af 3F Superligaen.
Det samme var Youssoufa Moukoko, som fik chancen i angrebet, hvilket betød, at Andreas Cornelius måtte tage til takke med en bænkplads.
Herfra kunne han se gæsterne fra Vejle komme meget tæt på et lynmål efter mindre end ét minuts spil, hvor Rodrigo Huescas fik sendt en forkølet tilbagelægning i retning af FCK-keeper Dominik Kotarski.
Bismark Edjeodji samlede bolden op og lagde den af til Mikkel Duelund, som dog lossede et stykke over mål fra tæt hold.
Københavnske klassemål
Færre end to minutter senere faldt så kampens første scoring, og det var i den anden ende.
Efter et langt angreb fik Jordan Larsson kikset en flugter, men bolden røg ud mod kanten af feltet, hvor Thomas Delaney kom blæsende og røg ind i en tackling med Lasse Nielsen.
Andenbolden endte hos Lukas Lerager, der stod fordelagtigt placeret i feltet, som han så mange gange før har gjort det. Afslutningen blev kanoneret op i målhjørnet, og så kom FCK planmæssigt i front.
Artiklen fortsætter efter billedet

Vanvidsstarten fortsatte, og blot otte minutter senere fik hjemmeholdet så tilkendt et straffespark.
En afslutning fra Gabriel Pereira røg op på armen af Lasse Nielsen, hvilket fik dagens dommer, Jakob Kehlet, til at pege på pletten.
VAR-folkene ville det dog anderledes, og kendelsen blev annulleret, da det tilsyneladende viste sig, at bolden ramte låret på Lasse Nielsen, før den røg op på overarmen.
Vejle kom en anelse bedre med i løbet af de næste 15-20 minutter, og det kastede mere boldbesiddelse og et par udmærket tilbud af sig.
Mikkel Duelund fik det bedste af disse, men midtbanespillerens afslutning fra kanten af feltet gik et stykke uden om Dominik Kotarskis mål.

Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
FCK lykkedes flere gange med at erobre bolden og komme afsted i et par omstillinger, og sådan én kastede en fordobling af sig nogenlunde halvvejs gennem første halvleg.
Jordan Larsson modtog bolden på højreflanken, hvorefter han med et par fikse driblinger kom fri af Tobias Lauritsen og bankede kuglen direkte i modsatte kryds.
Svenskeren sørgede for, at FCK kunne tage en planmæssigt 2-0-føring med sig til pause.
Cruise control
Anden halvleg kunne ikke leve op til samme tempo som første, men generelt var hovedstadsklubben tættere på en 3-0-scoring, end Vejle var på en reducering.
Kort inden uret i Parken rundede en time, var Youssoufa Moukoko et par centimeter fra sin første FCK-scoring efter et fremragende angreb, hvor Marcos López fandt Rodrigo Huescas, der headede bolden på tværs af feltet mod den unge angriber.
Tyskeren manglede dog at få foden på, og han var også godt dækket op af Stefan Velkov.

Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Magnus Mattsson, der også var et nyt ansigt i Jacob Neestrups startformation, fik ti minutter senere en glimrende mulighed ved en én-mod-én-duel, som Vejle-keeper Igor Vekić dog flot fik afværget.
I den afsluttende fase af kampen bølgede det en smule, hvor de gæstende østjyder kom tæt på en reducering efter en dødbold, mens indskiftede Mohamed Elyounoussi også var et par centimeter fra at fuldende en kontra med en scoring.
Det blev dog ikke til flere kasser i Parken, og FC København kan dermed juble efter en ganske sikker 2-0 over Vejle, der dog kan holde hovedet nogenlunde højt.
Sidstnævnte står nu med ét point efter de to første spillerunder af 3F Superligaen, mens FCK har fået det maksimale udbytte med seks styk.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
FC København
Vejle Boldklub
3F Superliga






































