


Der var drama for alle pengene, da Viborg FF besøgte FC Nordsjælland søndag eftermiddag.
FCN vandt efter et sent sejrsmål, men undervejs i anden halvleg brændte det på i den anden ende. Faktisk alvorligt meget på.
Efter en lille times spil fik Dorian Junior en gylden mulighed, som han i første omgang sendte på overliggeren. Bolden hoppede og dansede efterfølgende på stregen, og der var tvivl om, hvorvidt bolden var inde eller ej.
Efter et længere VAR-tjek blev det besluttet, at der ikke kunne gives et mål til Viborg FF. Det var umiddelbart svært at se på TV-billederne, og Viborg-træner Nickolai Lund var også usikker efterfølgende.
Og det frustrerede ham, at man ikke kan vide sig sikker på, om den var inde eller ej.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det bedste vil være at heade den ind. Så er vi ikke i tvivl, siger han indledningsvist til Bold og den skrevne presse efterfølgende.
- Men at vi ikke har kameravinkler til at kunne vurdere skarpt nok, om den er inde eller ej.
- Jeg ved godt, der er snak om mållinjeteknologi, og så er der snak om, at det er for dyrt. Det er et højere sted, man skal have den.
- Men i dag står vi i en situation med et mål, der kan være afgørende. Mål ændrer kampbilleder. Og vi spiller trods alt om europæiske pladser. Der er også rimelig mange penge i det, vil jeg sige.
- Nu har jeg set nogle af billederne, og jeg kan i hvert fald ikke sige med stensikkerhed, at den ikke er inde. Den kan lige så godt være inde.
- Nu står vi her og er uvidende, og vi kommer aldrig til at finde ud af, om den var inde eller ej, siger han
De frustrationer, om man ikke med sikkerhed kan sige, om bolden var inde eller ej, kan modstanderens træner, Jens Fønnskov Olsen, sagtens købe.
- Det kan jeg helt klart forstå. Det er forfærdeligt.
- Det skal helst ikke ske i fodbold, hvis man har scoret et mål, og det så ikke får lov til at stå.
- Det er noget af det værste, vi kan opleve, og det gælder os alle sammen, siger han til Bold uden at forholde sig til, om bolden var inde.
Viborg FF er aktuelt nummer fire i 3F Superligaen med fire point op til FC Nordsjælland, som lige nu ligger til bronzemedaljer.

Skandaløse scener i Parken: Pinligt for FCK
Hattrick | Afsnit 82FC Midtjylland er danske pokalmestre anno 2026. Ulvene vandt torsdag finalen med 1-0 over FC København, og det er meget sæsondefinerende for begge klubber.
Læs mere
FC Nordsjælland
Viborg FF
3F Superliga



































