




Jacob Neestrup havde fem nye ansigter med i sin startformation fredag aften, hvor FC København tog imod AGF i Parken.
Youssoufa Moukoko var blandt andet tilbage i opstillingen efter senest at have misset halvanden kamp med en skade, og det betød, at Andreas Cornelius måtte tage til takke med en bænkplads.
Netop Moukoko virkede meget opsat på at finde sin første scoring i FCK-trøjen, og inden for blot 30 sekunder sendte den unge tysker en god afslutning afsted fra distancen.
AGF-keeper Jesper Hansen fik dog halvklaret sparket, og trods returen røg ud i et farligt område, slap gæsterne med skrækken.
Så gik det galt den anden vej for FCK, der kom bagud efter små ti minutters spil.
Efter et hjørnespark endte bolden hos Gift Links, der fandt Mads Emil Madsen i feltet med en flad aflevering. Herfra kunne midtbanespilleren sende bolden mod mål, og inden foran kassen stod Patrick Mortensen klar til at tjatte læderet ind.
De efterfølgende minutter bød på et VAR-tjek, der afgjorde, at Magnus Mattsson akkurat med en storetå spillede AGF-anføreren onside.
Artiklen fortsætter efter billedet

Så stod FCK tidligt med ryggen mod muren, men det hvidklædte hjemmehold vågnede op til resten af første halvleg.
Først havde Robert, der også var ny mand i fredagens startopstilling, et godt langskud, som gik lige over mål, men akkurat efter var det ved på ny at gå galt i den anden ende.
Her stak Gift Links afsted i en kontra, og sydafrikanerens flade indlæg fandt støvlespidsen på målscorer Mortensen, som dog lige nøjagtigt ikke kunne dirigere bolden ind.
De sidste tre minutter af første halvleg bød på tung FCK-dominans, og det kastede en kæmpe chance af sig til Youssoufa Moukoko.
Den tidligere Dortmund-angriber fik en én-mod-én-situation mod Jesper Hansen, som dog kom hurtigt ud og fik pareret med fødderne.
Således nåede en yderst underholdende første halvleg sin ende, og i anden halvleg fortsatte dramatikken i allerhøjeste grad.
AGF kom nemlig hurtigt på 2-0 med en scoring, som utvivlsomt vil blive heftigt omdiskuteret rundt omkring i det danske fodboldlandskab.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Efter et indlæg fra aarhusianernes venstrefløj fik FCK-keeper Dominik Kotarski vippet bolden op på hånden af Kristian Arnstad, hvorefter Tobias Bech kunne lægge kuglen i mål.
Selvom hele Parken naturligvis ønskede det anderledes, besluttede dommer Mikkel Redder sig for at tildele AGF den livgivende 2-0-scoring.
Så var FCK for alvor under pres, og det var til at mærke på sidelinjen, hvor Andrew Clark, klubbens Head of Performance, blev udvist for brok.
På banen fortsatte trængslerne for hovedstadsklubben, hvis ydmygelse blev total, da AGF minsandten også fandt en 3-0-scoring.
Gift Links tog sig af et frispark kort uden for feltet, som wingbacken sendte i feltet, hvor Tobias Bech kom løbende.
Angriberen fik dog ikke foden på, men ind røg bolden alligevel, for Dominik Kotarski kunne ikke nå at reagere – AGF havde kurs mod en kæmpemæssig triumf.
Det lykkedes dog ikke Jakob Poulsens tropper at holde FCK fra at score, for brandvarme Jordan Larsson gjorde to minutter efter Links-kassen det, som han ofte gør for tiden.
Svenskeren laver næsten kun smukke mål, og det samme var tilfældet, da han her smækkede et langskud direkte op i krydset.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Ved 1-3 fornemmede man optimismen i Parken, og den blev kun større kort efter, hvor Mikkel Redder pegede på pletten.
Indskiftede Mohamed Elyounoussi løb ind bag AGF-bagkæden, løftede bolden over Jesper Hansen, og da den ikke røg i nettet, kom Jordan Larsson over returen.
FCK-topscoreren lossede langt over fra åbent mål, men i samme ombæring blev han nedlagt af Rasmus Carstensen, og så kunne hjemmeholdet finde endnu en reducering.
Magnus Mattsson var – vanen tro – sikkerheden selv fra pletten, og så var det ren overlevelse for AGF i de døende minutter.
FCK kom ved flere lejligheder tæt på en 3-3-scoring, der havde fået Parken til at eksplodere, men trods gode tilbud til Jordan Larsson og Gabriel Pereira, ville bolden ikke ind.
AGF tilspiller sig således sæsonens første 3F Superliga-sejr, mens Jacob Neestrups tropper får en ærgerlig optakt til tirsdagens brag i Champions League-kvalifikationen, hvor Malmö kommer forbi.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
AGF
FC København
3F Superliga






































