Harry Kane er en af Englands største angribere gennem tiden, hvor han har noteret sig for flere bedrifter.
Han har været stærkt medvirkende til, at et engelsk landshold er nået frem til to EM-finaler, hvor han har banket mål ind.
Kane har endda vundet prisen som topscorer hele ni gange, hvor han i 2024 var den farligste i hele Europa og vandt Den Gyldne Støvle.
Man skulle derfor tro, at det var løgn, at Kane aldrig har vundet et trofæ i sin karriere.
- Jeg har gjort mange ting, jeg gerne ville i min karriere indtil nu. Selvfølgelig ved jeg, at trofæet er det, alle vil henvise til, men i sidste ende må du gøre dit bedste i enhver situation.
- Jeg føler, jeg har gjort det. Fra starten handlede det altid om, hvor konsekvent jeg kunne være, udtalte Harry Kane i april til ESPN.
Men der er ingen grund til bekymring længere for Kane.
Efter skiftet til Bayern München er det endelig lykkedes for Kane at bryde den forbandelse, som har hængt over hovedet på ham.
En forbandelse, som flere gange har givet Kane problemer. Og det var faktisk helt til det sidste.
Tabt seks finaler
Man forstår godt, at Harry Kane løber rundt med det store smil i disse timer.
Han kan nu endelig se frem imod den guldmedalje, som han har tørstet efter i mange år.
Det har flere gange været lige ved og næsten, og det er nærmest en bedrift i sig selv, når man ser på Kanes karriere.
Kane har været i seks finaler gennem sin karriere, hvor han har tabt samtlige af dem.
Se dem herunder.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Carabao Cup-finalen mod Chelsea i 2015

Foto: Darren Staples/Reuters/Ritzau Scanpix
- Champions League-finalen mod Liverpool i 2019

Foto: Carl Recine/Reuters/Ritzau Scanpix
- Carabao Cup-finalen mod Manchester City i 2021

Foto: Carl Recine/Reuters/Ritzau Scanpix
- EM-finalen mod Italien i 2021

Foto: John Sibley/Reuters/Ritzau Scanpix
- Den tyske Super Cup-finale mod RB Leipzig i 2023

Foto: Kai Pfaffenbach/Reuters/Ritzau Scanpix
- EM-finalen mod Spanien i 2024

Foto: Lisi Niesner/Reuters/Ritzau Scanpix
Dermed har det flittigt været debatteret, hvorvidt Kane egentlig har kunnet levere varen, når det endelig gælder.
De manglende trofæer har altid været imod Kane, når folk har sat ord på hans karriere og sammenlignet ham med andre store spillere.
Masser af mål er én ting, men trofæer er der noget helt andet.
Snublede også i Bayern
Det blev aldrig et trofæ med Tottenham for Harry Kanes vedkommende, og i 2023 tog han en stor beslutning.
Den historiske angriber valgte at sige farvel til de vante rammer i London.
Næste destination var Bayern München, hvor han skiftede til og fik en kontrakt til sommeren 2027.
Kane blev nu en del af 'Der Rekordmeister', som gennem årtier har vundet alt i Tyskland og endda i Europa.
Dermed så det ud til, at Kane med sit skifte til Bayern endelig ville få lov til at smage succesen, guldmedaljerne og trofæerne.
- Jeg vil kæmpe for alle trofæer. Det var mit mål år efter år i Tottenham. Vi var meget tæt på at vinde en titel og havde rigtig gode år. Det var en skam, at vi aldrig nåede målstregen.
- Nu vil jeg kæmpe for alle trofæer i Bayern, udtalte Harry Kane i forbindelse med sin ankomst til storklubben.

Foto: Bayern München
Men sådan gik det ikke i Kanes første sæson.
Selv om Kane igen viste sin imponerende målnæse og bankede så mange mål ind, at han endte som topscorer i ligaen, kunne han ikke undslippe forbandelsen.
I Bundesligaen endte Bayern München nemlig i en stor nedtur, da man blot måtte nøjes med en tredjeplads.
I stedet kunne Bayer Leverkusen vinde klubbens første Bundesliga-titel, mens at det igen gik galt for Kane.
Det gjorde det i den grad også i pokalturneringerne for englænderens vedkommende.
I DFB Pokal var Kane med i en decideret fiasko, da Bayern München tabte med 1-2 til upåagtet FC Saarbrücken fra 3. Liga.
Bayern tabte også Super Cup-finalen med 0-3 til RB Leipzig, mens at semifinalen blev endestationen i Champions League takket være Real Madrid.

Foto: Dylan Martinez/Reuters/Ritzau Scanpix
Selv om Kane valgte at forlade England og jagte succes i Tyskland, var forbandelsen lige i hælene på ham.
Forbandet til det sidste
Harry Kane er blevet 31 år, og derfor kommer han også tættere og tættere på en pension fra fodbolden.
Han kan se tilbage på en karriere, hvor han har oplevet store øjeblikke med klub- og landshold, men den store ting har manglet i karrieren.
- Der er mange mennesker, som gennem hele min karriere kun har talt om, at jeg ikke har vundet et trofæ endnu. Det ville være rart at lukke munden på dem, udtalte Harry Kane til Bild.

Foto: Angelika Warmuth/Reuters/Ritzau Scanpix
Og det har den engelske angriber nu fået gjort.
Bayern München har vundet Bundesligaen, og dermed lykkedes det endelig for Kane at bryde forbandelsen.
Seks finaler og mange sæsoner uden succes kan Kane nu sparke langt væk, da han i stedet kan fejre en historisk titel.
Det skete dog ikke som ønsket for Kane, da der helt til det sidste var problemer for stjernen.
Bayern kunne selv sikre sig mesterskabet i kampen mod RB Leipzig, men der var Kane ikke engang med.
Nej, han sad udenfor med karantæne, så måske er der alligevel en snert af forbandelse tilbage hos ham.

Foto: Ronny Hartmann/AFP/Ritzau Scanpix
- Det er lidt min historie, at jeg går glip af Leipzig-kampen. Men der er ingen bekymringer, da jeg vil fejre det mere end nogen anden, udtalte Harry Kane ifølge Bundesliga.com.
Man skulle tro, at det var løgn, men der udspillede sig en tragikomisk situation for Kane.
Bayern var i kampen mod RB Leipzig på vej til at sikre sig mesterskabet med en føring på 3-2.
Kane havde gennem kampen siddet på tribunen, men han bevægede sig ned på sidelinjen i slutminutterne.
Kane stod klar til at fejre sin første titel, men så stemplede forbandelsen ind igen via Yussuf Poulsen, som udlignede til 3-3 i det 95. minut.
Poulsen spolerede dermed Kanes store dag, og ude på sidelinjen kunne englænderen ikke tro sine egne øjne.

Foto: Annegret Hilse/Reuters/Ritzau Scanpix
Men det er med sikkerhed glemt, når Kane endelig får sin guldmedalje rundt om halsen.
Den kan Kane nu se frem imod, efter at Leverkusen dagen efter ikke vandt over Freiburg.
Det er blot en af mange titler for Bayern, men det vil altid være noget specielt for Harry Kane, som endelig har vundet noget i sin karriere.
Han kan derfor godt flytte medaljen fra træningsturneringen Audi Cup ned i kælderen, da der nu skal være plads til Bundesliga-trofæet.
Langt om længe.

Foto: Andy Buchanan/AFP/Ritzau Scanpix

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

Tottenham
Bayern München
Bundesliga
































