27. oktober 2024 udspillede sig et dramatisk københavnsk derby, som mest af alt vil huskes for optøjerne uden for banen.
Inden opgøret angreb Brøndby-fansene FCK's udebaneafsnit, inden FCK's fans svarede igen.
Derudover begik fem mænd et ualmindeligt groft overfald på Brøndby-kontrollører.
De fem mænd er blevet tiltalt for grov vold, og nu viser det sig, at én af mændene slet ikke skulle have haft adgang til Brøndby Stadion.
Det fremgår af en aktindsigt fra Københavns Vestegns Politi, som Ekstra Bladet er kommet i besiddelse af.
Manden havde nemlig allerede en karantæne fra Brøndby Stadion for tidligere forhold.
Artiklen fortsætter efter billedet

Derfor skulle han gerne være blevet opfanget af ansigtsgenkendelsen, da han trådte ind på Brøndby Stadion i oktober 2024.
Det blev han ikke, og han kunne derfor være med til at tæske løs på de Brøndby-ansatte, som blev udsat for spark og slag i hovedet og på kroppen, ligesom der også blev taget halsgreb og trampet på vagterne.
Brøndbys sikkerhedschef Ronnie Kesby forklarer til Ekstra Bladet:
- Kombineret med vores dygtige kontrollører er ansigtsgenkendelse generelt et meget effektivt redskab, og målet vil altid være at undgå fejl fuldstændig. Men der er desværre ikke 100 procent sikkerhed for, at de ikke sker en sjælden gang imellem.
De kedelige scener har dog fået Brøndby til at hæve sikkerhedsniveauet.
- Siden dén dag i oktober sidste år, hvor de ødelæggende begivenheder fandt sted, har vi investeret endnu mere massivt i sikkerhed. Med blandt andet nye indgangspartier, nye kameraer og nye indgangsprocedurer. Netop med det mål at holde de mennesker ude, som intet har at gøre på Brøndby Stadion, siger Ronnie Kesby.
Manden fik karantæne fra Brøndby Stadion cirka et år forinden episoden.
Han blev idømt fem måneders fængsel i september sidste år, da han sammen med seks andre mænd havde deltaget i et overfald af tre FCK-tilhængere ved Åmarken Station 18. august 2023.
Derudover kan Ekstra Bladet også fortælle, at han er tiltalt for et større hærværkstogt på Østerbro.
Fra næste år bliver det obligatorisk for alle Superliga-stadions, at de skal være udstyret med ansigtsgenkendelse.
Det annoncerede Divisionsforeningen i forbindelse med, at justitsminister Peter Hummelgaard i september præsenterede 14 initiativer mod hooliganisme i en ny lovpakke.
Onsdag fremsatte justitsministeren lovforslaget, og når det som forventet bliver vedtaget, træder reglerne i kraft 1. marts 2026.

Racisme i topkamp: AGF og FCM uddeler straffe
Hattrick | Afsnit 72Racistiske tilråb har sat et grimt punktum efter topkampen mellem AGF og FC Midtjylland - og nu reagerer klubberne.
Læs mere
Brøndby IF
3F Superliga
































