En ny bold.dk-podcast er blevet tilføjet til podcastuniverset.
Den hedder PRES PÅ, og her tager vært - Norrköping-spilleren Vito Mistratis far Miki - snakken med andre forældre, der har været med på sidelinjen til fremtrædende fodboldspilleres karrierer under op- og nedture.
I andet afsnit gæster Joachim Andersens far, Jacob, PRES PÅ-studiet.
Udover at være far til Crystal Palace-spilleren, så er Jacob Andersen blandt andet ejer af 1. divisionsklubben Vendsyssel FF og den danske Apple-forhandler Humac.
Miki Mistrati taler med Jacob Andersen om hans rolle i sønnens karriere, og om hvor grænsen går, når det kommer til pacing og vejledning af ens børn.
- På det tidspunkt, hvor han er ved FC Midtjylland, der går man jo og har det her håb på hans vegne. Det kan godt være, at du kan leve af at spille fodbold en dag, fortæller Jacob Andersen.
- For mig har det været meget bevidst, at jeg ikke skulle være en curlingforælder. Jeg vil hellere kritisere ham en gang for meget, end jeg vil rose ham en gang for meget.
- Det kan jo også godt være, at jeg tager fejl, men jeg gør det jo ud fra en overordnet betragtning, om at jeg vil gøre alt for mine børn. Hvis jeg kan hjælpe dem til at nå målet, så vil jeg gøre alt, der skal til for, at de kan komme derhen.
- Hvor går grænsen så for en forælder, spørger Miki Mistrati.
- Jamen jeg synes ikke, der er nogen grænse, lyder det fra Jacob Andersen.


Crystal Palace



































