

Skal det danske kvindelandshold have hjemmebane i Parken?
I mange år har de danske spillere haft et håb om at få lov til at spille i nationalarenaen for fulde huse og foran hele Danmark.
Det har Pernille Harder og co. nu fået lov til to gange de senere år.
I 2022 mødte Danmark Brasilien i en testkamp, hvor der var 21.524 tilskuere på plads i Parken.
Tirsdag aften fik de danske kvinder så igen lov til at betræde græstæppet på Østerbro i den første gældende kamp mod Finland.
Her var der 14.475 tilskuere, som fandt vej til Parken.
Det er fortsat uvist, hvornår kvindelandsholdet igen får lov til at spille i Parken, men de danske spillere håber på, at det bliver snart.
- Selvfølgelig er det noget, jeg og vi håber på. Vi er godt med på, at der er nogle årsager til, at vi ikke gør det endnu, siger anfører Pernille Harder og tilføjer.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Men jeg tror, det er alles mål, at vi på et tidspunkt i fremtiden også skal have det her stadion som hjemmebane.
Hvad taler for, at I skal have det her som hjemmebane?
- Fordi det er Danmarks hjemmebane. Det er det, jeg føler. Jeg føler virkelig, at det er vores hjemmebane, når vi er her. Når jeg spiller her på banen, så føler jeg, at nu er vi hjemme.
- Så ved jeg godt, at det ikke er sikkert, at vi kan få 10-15.000 til hver eneste landskamp. Det kan godt være, at vi kan. Det ved man et eller andet sted ikke, før vi prøver.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Pernille Harder tilføjer desuden, at økonomien og det, om man kan fylde Parken ud, naturligvis også spiller ind i beslutningen om at spille i Parken.
Fremtiden vægter højest
Simone Boye var også en del af det danske landshold, som glædede sig over kampen i Parken.
Boye var også med tilbage i 2022 mod Brasilien, som gerne må blive pejlemærket for fremtiden.
- Det har jo været lidt op og ned, synes jeg. Vi havde mange tilskuere mod Brasilien. Det var en rigtig god dag herinde. Så har der så ikke været så mange i Viborg, Odense eller de sidste par kampe.
- Det har været vildt ærgerligt. Vi har som hold heller ikke præsteret så godt, så det hænger måske også lidt sammen.
- Det er bare fedt, at vi viser, at vi kan samle så mange mennesker og så levere en god kamp. Det håber jeg, at det i fremtiden også betyder, at vi kan spille herinde igen, siger Simone Boye.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Boye mener ikke, at beslutningstagerne skal fokusere for meget på det økonomiske aspekt i forhold til, om de danske kvinder skal spille i Parken.
Her er noget andet langt vigtigere.
- Jeg ved, at der sidder rigtig mange små piger ude blandt publikum, som rigtig får lov til at drømme. De ser, at vi spiller inde i Parken og får lov til at komme ind og opleve det her.
- Det er jo ikke kun for os på banen. Det er også for publikum og for alle de piger og drenge. Så jeg synes godt, at jeg kan argumentere for, at vi skal have lov til at spille herinde, siger Simone Boye.
Harder er enig
Pernille Harder deler samme synspunkt som Simone Boye.
Den danske anfører ser en større værdi i at inspirere den nye generation af fodboldglade drenge og piger end det økonomiske.
Det gør man ved at spille i Parken foran hele Danmark.
- Jeg føler jo, at det vægter højest. Bare det, at vi spiller i Parken. Det er Danmarks hjemmebane.
- Unge piger og drenge ser, at drømmen er at spille på A-landsholdet og spille hjemmekampe på det her stadion. Det er jo det, som taler for.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
- Så er der altid økonomi og det ene og det andet bag det. Det er selvfølgelig også en vigtig grund til, at vi måske ikke gør det.
DBU havde håbet på, at man ville slå tilskuerrekorden mod Finland, men det endte ikke med at blive tilfældet.

Danmark (k)
UEFA Nations League A






































