December byder traditionen tro på julekalender her på Bold, og igen i år taler vi med en lang række fodboldpersonligheder om deres oplevelser på og uden for banen.
Temaet i år er bedst og værst, og bag låge nummer 22 gemmer Peter Bonde sig.
Bonde har et langt fodboldliv bag sig. Han har blandt andet brugt en del år hos DBU, som han stadig er tilknyttet. Her arbejdede han meget af tiden under Morten Olsen, som var landstræner fra 2000-2015.
Derfor har Bonde masser af minder fra de store danske op- og nedture i landsholdsregi.
Lad os starte med det første, som Bonde mindes, når han tænker tilbage på sin tid med landsholdet.
- Det første, jeg tænker på, det er sådan lige umiddelbart slutrunderne.
- Jeg har været med til fem med herre A-landsholdet. Så det er det første, jeg tænker på. Men hvis jeg tænker på de største oplevelser, så har det været, når vi har kvalificeret os til slutrunderne.
- Et fyldt Parken mod Portugal. Et fyldt Parken mod Sverige, hvor vi kvalificerer os til henholdsvis Sydafrika og Polen/Ukraine. Det var store aftener. Det er sådan noget, man ikke glemmer, siger han.
Om kvalifikationen til Sydafrika uddyber Bonde.
- Vi vandt 1-0 mod Sverige. Jakob Poulsen scorer målet. Men det var mere resultatet, der var godt, fordi selvom vi vandt puljen, så var det ikke fordi, at vi synes, vi var ovenpå i den kvalifikation.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det var efter, at vi ikke havde kvalificeret os i 2008, og der var stor kritik af Morten. Så vi trak vejret lidt tungt, men vi lykkedes med det.
Derfor er det faktisk nogle andre kampe, han vil fremhæve som de bedste.
- Men den næste kvalifikation til Polen/Ukraine, hvor vi er i pulje med Portugal og Norge blandt andet. Der spiller vi to af de bedste kampe i min tid.
- Vi vinder 2-0 i Parken over Norge, hvor vi spiller virkelig godt. Og så kvalificerer vi os til slutrunden ved at slå Portugal 2-1 i Parken.
- Vi spiller rigtig godt. Vi skiller dem faktisk ad. Vi kunne have lavet, jeg ved ikke hvor mange mål. Deres mål var i øvrigt et Ronaldo-frispark i overtiden.
- Så de to kampe i Parken mod Norge og Portugal var måske langt hen ad vejen de bedste, siger han.
Alt var naturligvis ikke fryd og gammen i de 10 år, Bonde var ansat som assistenttræner for landsholdet.
- De mest ærgerlige kampe er mod Sverige. Vores to sidste landskampe, hvor vi ikke taber til Sverige. Vi taber til Zlatan. Han var fuldstændig voldsom.
- Vi taber 1-2 i Sverige, hvor han scorer begge mål. I Parken spiller vi 2-2, hvor han laver det ene.
- Jeg har siddet og set rigtig mange landskampe med Zlatan, hvor han ikke gad og var dårlig, men jeg skal hilse og sige at de to kampe, der viste han, hvilken topklassespiller han var.
- Det var selvfølgelig ærgerligt, fordi Morten og jeg ville gerne være sluttet af med en slutrunde i 2016, men det kom vi så ikke til. Så det var en skuffelse og det værste.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Hidsige Morten Olsen
Og apropos Morten Olsen.
Bonde var Olsens trofaste højre hånd, og gennem deres mange års arbejde sammen udviklede de også et venskab, som stadig lever den dag i dag.
Og da snakken falder ind på den tidligere danske landstræner, så udtrykker Bonde også stor respekt og beundring.
- Det bedste er, at han er en af de dygtige – hvis ikke den dygtigste træner – jeg har arbejdet sammen med, og så er han blevet en god ven. Det er det bedste.
Det var dog ikke altid, han var i det bedste humør, husker en grinende Bonde.
- Det værste var, at han var hidsig. Det var han jo. Det tror jeg ikke er en hemmelighed. Han kunne hidse sig hurtigt op, men han var rigtig dygtig til at passe på sine spillere og sit team. Han var meget empatisk. Så at han blev hidsig en gang i mellem, det kunne vi godt leve med.
De to oplevede lidt af hvert sammen. Blandt andet var de til flere slutrunder sammen. Men hvad for en var så den bedste?
- Den bedste, som samtidig også var den største skuffelse, var i Polen/Ukraine, fordi vi syntes, vi havde en chance for at lave noget stort. Vi havde et godt hold, men mødte nogle dygtige modstandere, men jeg synes, vi præsenterede os fint.
Bonde var i alt med til fem slutrunder, og derfor er der naturligvis også andre turneringer, han mindes. Det er dog ikke helt på samme måde.
- Det kan også godt være, at vi kom videre fra puljen i Japan/Korea ved at slå Frankrig. Det var også sjovt. Jeg var med som anden-assistent, men der synes jeg ikke, vi havde lige så gode chancer som i 2012.
- I 2004 i Portugal, hvor vi også kom videre fra puljen, blev vi tæsket ud af Tjekkiet.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Ustyrlige Spanien og stort pres
Når man er en del af det danske landshold, så møder man også mange af de største stjerner i verden.
Bonde har allerede været inde på Cristiano Ronaldo og Zlatan Ibrahimovic, men hvis han skal nævne dem, der stikker allermest ud, så bliver tre spanske verdensstjerner nævnt.
- På et tidspunkt møder vi Spanien i Parken (2008, red). Det var i Xavi, Iniesta og Busquets-tiden.
- Jeg har altid været specielt imponeret over de to små. De lignede nogen, der kunne spille U10, men vi var bare chanceløse.
- Vi taber 0-3, og de var så dygtige. Det er ikke fordi, de er store eller stærke. Det spanske hold i den periode var det mest imponerende fodbold, jeg har set fra sidelinjen.
- Man skulle lige kigge så over skulderen og se, om der var nogle, der så det, fordi man sad næsten og smilte.
- Det må næsten være den kamp, hvor man følte sig mest chanceløs, og vi havde et godt hold. Men de var jo også suveræne i de år.

Foto: Reuters/Ritzau Scanpix
Generelt har Bonde haft en fremragende tid på landsholdet. Men det er også et stort job, hvor alle har en mening. Og det var noget af det værste ved jobbet.
- Det bedste er, at der er så stor interesse. Alle interesserer sig for det. Alle har en fest, når det går godt.
- Det værste er, at der ikke er et job i Danmark, hvor der er flere mennesker, der har en mening om det stykke arbejde, du laver.
- Jeg tror ikke, du bliver stoppet af mennesker på gaden, der stiller spørgsmål omkring din journalistik. Og det er uanset, hvor du er, så er der meninger om, hvorvidt Dennis Rommedahl og Nicklas Bendtner skal spille.
- Det er rigtig godt for interessen, men der er også nogle gange, hvor det kan være en lille smule anstrengende, siger han med et skævt smil.
66-årige Peter Bonde er i dag tilknyttet Næstved Boldklub, hvor han har titlen Head of Coaching i Talentcenter Sydsjælland og i HG´s talent set up for piger. Han er desuden også assistenttræner for det danske U16-landshold.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Danmark































