FB har været på jagt efter en ny cheftræner, da Olcay Senoglu har valgt at tage til B.93.
Nu har Københavnsserie-klubben fundet den nye cheftræner.
FB har nemlig ansat 39-årge Christian Meinertz Jensen, der kommer til klubben fra 2. divisionsmandskabet AB, hvor han var assistent.
Meinertz har skrevet under på kontrakt, der løber til 31. december 2024 med mulighed for en forlængelse på et ekstra år.
Kommerciel og sportslig leder i FB, Malte Meier Carlsen, oplyser til bold.dk, at mange trænere var inde i billedet, men Jensen har den bedste profil.
- Vi har været begunstiget af flere rigtige dygtige kandidater til at overtage roret fra Olle (Olcay Senoglu), der leverede et fantastisk stykke arbejde og som vi siger farvel til med de største anbefalinger.
- Det var vigtigt at få en træner ind, der ligesom Olcay, omfavnede hvad FB er som klub. Vores identitet, vores spillere og den vej vi gerne vil hen. Igennem hele processen har Christian bare stået virkelig skarpt. Han er helt åbenlyst en faglig dygtig træner, der har prøvet en del på trænerfronten i en relativ ung alder. Han har tværgående erfaring, men vigtigst af alt er han en rigtig god fyr.
- De referencer vi har fået på ham er ikke blot fra øverste hylde, men har også været bekræftende i, at Christian på mange måder indkapsler de værdier vi som FB gerne vil stå for.
- Troen er derfor stor på at han i tæt samarbejde med trænerteamet og en virkelig stærk spillertrup hvor sammenholdet er kernen, kan være med til at udvikle og rykke FB's 1.hold, oplyser Malte Meier Carlsen til bold.dk.
Christian Meinertz Jensen har en fortid som blandt andet assistent i Hvidovre og U17-assistent i FC København under Jacob Neestrup.
FB var en del af de afgørende playoff-kampe om en oprykning til Danmarksserien i den seneste sæson, men det glippede akkurat.


FB





























