- Vi er tættere på to, end vi er på en. Det kan ikke være anderledes.
Jacob Neestrup var klar i spyttet, da han efter kvalifikationens til Champions League kommenterede på FC Københavns transferbehov frem mod deadline.
Den slemme skade til Magnus Mattsson øgede behovet fra at bestå i en åbenlys mangel på erstatning for Victor Froholdt til også at tælle en søgen efter en spiller med egenskaber á la den uheldige silkeborgenser.
Men faktum efter lukketid i transfervinduet er, at FCK holdt sig til at styrke den centrale midtbane med Mads Emil Madsen fra AGF.
Det betyder dog ikke, at klubben ikke var i markedet efter en tilgang mere.
Tværtimod.
Artiklen fortsætter efter billedet

Det fortæller cheftræner Jacob Neestrup til Bold og øvrige medier efter tirsdagens FCK-træning.
Søgte hybridspiller
Efter skaden til Mattsson sagde du, at det var tydeligt for enhver, at det pegede mere i retning af et behov for to end en enkelt midtbanespiller. Det endte med en enkelt. Er du til tilfreds med det?
- Jeg er glad for, at du citerer mig korrekt, for jeg sagde vel, netop som du siger: 'Tættere på to end på en.' Og så havnede vi så på en.
- Jeg er glad for, at vi har fået en dygtig midtbanespiller ind i stedet for Victor Froholdt.
- Og så er det sådan, at når du får en korsbåndsskade på en spiller, som er så formstærk, som Mattsson var, da han blev skadet, og samtidig er det, vi kalder en hybridspiller, der kan dække central midt, venstre kant, højre kant og angriber, så har vi selvfølgelig også været i markedet for at se, om vi kunne lykkes med det.
- Det kunne vi så ikke, og det er så noget af det, der kan ske, når du får en så slem skade med så forholdsvis kort tid tilbage af vinduet, siger FCK-træneren.
Kvaliteten var der ikke
Han forklarer videre, at søgningen bestemt kastede muligheder af sig, men at det alligevel endte forgæves af særligt én årsag.
- Vi kunne sagtens have taget en hybridspiller ind, men så havde han bare ikke været god nok. Og så er det bedre, at vi ikke gør noget, og så kan vi stadig kigge tilbage på en meget konkurrencedygtig trup.
Så der var ikke gode muligheder nok for jer til sidst?
- Jeg vil ikke være konkret. Jeg kan bare sige, at specielt Sune og Andreas har gjort deres bedste for at undersøge den type af spiller, som kunne dække flere positioner, men det lykkedes ikke. Sådan er det en gang imellem, men jeg er meget glad for, at Mads Emil er blevet FC København-spiller.
Godt rustet
FCK's transfervindue har budt på otte tilgange. Youssoufa Moukoko, Dominik Kotarski, Dominik Sarapata, Junnosuke Suzuki, Yoram Zague og Mads Emil Madsen er nye ansigter, mens Pantelis Hatzidiakos og Marcos Lopez' lejeophold er vekslet til permanente aftaler.
Spillere som Victor Froholdt, Roony Bardghji og Rasmus Falk er røget den anden vej, mens der er også er sendt knap en håndfuld af sted på leje.
Alt i alt synes Neestrup, at løverne står et godt sted.
- Jeg tror ikke, at der er nogen, der nogen steder føler, at de er perfekt rustet, men vi har gjort rigtig, rigtig meget for at være så godt rustet som overhovedet muligt.
- Vi har et konkurrencedygtigt hold. Det er indiskutabelt. Vi har mange dygtige spillere, og vi har også en god balance mellem at have en bred trup, uden at den er for bred. Det er i virkeligheden det, der også er vigtigt.
- Du kan have mange spillere, og det lyder godt på papiret, for så løber du aldrig tør for gode spillere. Problemet er bare, at så er det sjældent et skide stærkt omklædningsrum og sammenhold, du har.
- Og der kan jeg sige, at vi har en gruppe af spillere, hvor jeg føler mig overbevist om, at alle føler sig tæt på spilletid og føler, at de har et stort ejerskab, i forhold til den succes vi skal have sammen, lyder det fra FCK-træneren.
Kort efter deadline ved midnat mandag gjorde FCK's sportsdirektør Sune Smith-Nielsen status over transfervinduet i et interview med Bold.

Superliga-profiler siger farvel
Hattrick | Afsnit 81Real Madrid kaldte tirsdag aften til et højst usædvanligt pressemøde med Florentino Pérez efter dage med kaos, rygter og massiv uro omkring den spanske storklub.
Læs mere
FC København
3F Superliga







































