Frederik Vestergaard er i øjeblikket samlet sammen med resten af det danske U17-landshold, der forsøger at spille sig med til sommerens EM-slutrunde.
Den 16-årige midtbanespiller spiller til daglig i FC Midtjylland, hvor han er en del af klubbens U19-mandskab.
Selv om Frederik Vestergaard aktuelt nyder stor succes, så har vejen ikke været helt lige. Det fortæller han i et interview med Bold.
Som U13-spiller blev Frederik Vestergaard sorteret fra i FC Midtjylland, hvilket dengang tog hårdt på ham.
- Jeg kom til Esbjerg og spillede to år lige efter, at jeg blev sorteret fra i Midtjylland. Det var to helt vildt gode år.
Slaget var hårdt for Frederik Vestergaard, men set i bakspejlet har han en forståelse for, hvorfor FC Midtjylland valgte at satse på andre spillere.
- Jeg kunne måske godt se dengang, at jeg slet ikke var en af de bedste.
- Når man kigger tilbage på det, ved jeg ikke, om det var fair nok, men det var heller ikke, fordi jeg slet ikke så det som en mulighed, at jeg ville blive valgt fra, siger han.
Frederik Vestergaard fortæller videre, at FC Midtjylland var gode til at hjælpe ham videre i karrieren, der altså bragte ham til Esbjerg.
- Det var virkelig hårdt. Men der var nogle gode mennesker i FC Midtjylland, der hjalp mig videre og fik mig til Esbjerg.
Gennem én af FC Midtjyllands trænere blev han sat i forbindelse med Esbjerg, og det er noget, han satte stor pris på.
FC Midtjylland-retur
I Esbjerg udvikler Frederik Vestergaard sig på mange fronter.
Det får i 2024 FC Midtjylland til at hente ham retur, og selv om det var en anderledes oplevelse, var han glad for beslutningen.
- Det var lidt specielt, da jeg hørte det til at starte med, men set-uppet er anderledes i Midtjylland, og qua at de havde valgt mig fra, så synes jeg, at det var den rigtige vej, selv om jeg havde haft nogle gode år i Esbjerg, der virkelig havde hjulpet min udvikling.
Fravalget i FC Midtjylland få år forinden var ikke noget, som fyldte særlig meget for Frederik Vestergaard, da klubben fra den jyske Hede kom på banen igen.
- Det var ikke noget, jeg tænkte over i særlig lang tid. Det var meget kort.
- Da jeg kom ind og så faciliteterne (i FCM, red.), set-uppet og den plan, der var lagt, var det rimelig klart for mig, fortæller Vestergaard.
Landsholdet og udvikling
Det er ikke kun i klubregi, at Frederik Vestergaard viser sig godt frem.
Den 16-årige midtbanespiller er en fast del af det danske U17-landshold, hvor han er noteret for 12 kampe og har kurs mod at spille Danmark til den kommende EM-slutrunde.
- Det er kæmpe-stort, det er det virkelig. Det med at synge nationalmelodien, det giver lidt gåsehud, og det er altid noget, man har drømt om, siden man var helt lille og har kigget med i fjernsynet.
Kombinationen af udviklingen i FC Midtjylland og de mange landsholdssamlinger har været med til at accelerere hans udvikling.
- I år har jeg bidt mig fast i U19-truppen i FC Midtjylland, og jeg synes selv, at jeg har gjort det rimelig okay, mens jeg også har haft nogle gode samlinger med landsholdet, der har udviklet mig rigtig meget.
Som tidligere nævnt huserer Frederik Vestergaard på den centrale midtbane.
Derfor er FC Barcelona-stjernen Frenkie de Jong det helt store forbillede.
- I fodboldverdenen er det nok spillemæssigt Frenkie de Jong fra Barca. Jeg ser mig selv i ham.
- Jeg kigger også lidt på forskellige anførere for at få inspiration der for at se, om jeg kan tage noget med derfra.
Hvis han selv skal udpege sin helt store styrke, så er det arbejdsradiussen.
- Det er meget forskelligt, men det er altid min indsats. Jeg løber rigtig mange meter, er god i presset og har en god teknisk styrke, hvor jeg er god på bolden.
Frederik Vestergaard underskrev i 2024 en aftale med FC Midtjylland til sommeren 2027.
Han har haft én enkelt træning med FC Midtjyllands førstehold, mens han også har fået debut på klubbens Future Cup-hold.

Nørgaard færdig i rødt og hvidt
Hattrick | Afsnit 80Christian Nørgaard stopper på det danske landshold efter 41 kampe i rødt og hvidt.
Læs mere

FC Midtjylland
3F Superliga



































