



- Jeg er gået langt for ham. Jeg er faktisk gået så langt, at jeg har været ude at sælge min krop.
Sådan lød det fra Hvidovres sportschef Peter Lassen, da han i optakten til søndagens opgør mellem Hvidovre og Vejle gav Viaplay en status på arbejdet med at forlænge kontrakten med Filip Djukic.
Den 24-årige keeper, hvis nuværende aftale udløber til sommer, fik et stort smil på læben, da Bold efter 2-1-sejren over Vejle præsenterede ham for Lassens citat og efterfølgende bad ham forklare, hvad den del af forhandlingerne helt konkret indebærer.
- Lassen og jeg har et tæt forhold, og selvfølgelig er han altid sød, men jeg har aldrig set ham være så sød og så ivrig, sagde Djukic og fortsatte.
- Der er mange følelser involveret, når det kommer til det her med at forlænge kontrakten eller tage næste step.
- Jeg har også været med til at få Hvidovre ned igen, og det er her, jeg har lavet min karriere seniormæssigt, så det tænker jeg selvfølgelig også over.
Artiklen fortsætter efter billedet

Hvad er det, Lassen har tilbudt?
- Jeg ved det ikke helt, siger Djukic og griner.
- Det er vel lidt gavekort her og der, men det bliver dyrt i hvert fald - altså i forhold til kontrakten. Det er mere der, vi skal kigge.
Har du taget et valg?
- Jeg har ikke skrevet under endnu, og lige nu har jeg fokus på at spille fodbold og gøre mit bedste for Hvidovre, og så må vi jo se, hvad der sker.
- Som jeg har sagt, vil jeg slet ikke udelukke noget, og jeg kommer til fortsat at have en løbende dialog med Hvidovre, da jeg har så stor respekt for klubben. Der skal ikke ske noget lige pludseligt. Vi skal alle være glade, afslutter Djukic.
Den nuværende kontrakt mellem Hvidovre og Djukic udløber ved udgangen af juni.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Hvidovre IF
3F Superliga






































