Anders Fæster er kun 22 år, men han har alligevel prøvet meget som fodboldspiller.
Ophold i AGF og hollandske FC Groningen kan den danske angriber blandt andet skrive på CV'et.
Nu er tilværelsen dog en helt anden.
Fæster er nemlig blevet en del af Højbjerg-klubben IF Lyseng i 3. division, og det har været en succes.
Lyseng-angriberen er nemlig den øjeblikkelige topscorer i den fjerdebedste række med seks mål.
bold.dk har taget en snak med Anders Fæster om den personlige succes.
- Det lyder selvfølgelig super godt, at jeg er topscorer. Jeg havde en lidt svær start på min seniortid. Jeg kommer fra en lidt anderledes ungdom end de fleste andre i 3. division med udlandsophold, ungdomslandskampe og to U17-mandskaber (med AGF, red.).
- Jeg har lidt mere i bagagen, men jeg havde en svær start på seniortiden, da jeg havde problemer med at spille mig på holdet i VSK Aarhus i 2. division. Jeg havde også svært ved at spille mig på Lyseng-holdet til at starte med. Jeg fik for alvor forløst potentialet i den seneste sæson, hvor jeg scorede 15 mål. Jeg har fortsat udviklingen i denne sæson, og det er super dejligt at se, at bolden går ind fra tiden, siger Fæster til bold.dk.
Lært af modgang
Opholdet i AGF og Groningen har givet ham meget, selvom det ikke var lige let hver eneste dag.
Den store erfaring forsøger han at give videre til Lyseng-holdkammeraterne.
- Det har givet mig en masse i rygsækken specielt med modgangen, som man oplever til tide. Jeg kan mærke i forhold til dem, som jeg spiller sammen med, kommer jeg fra nogle andre forhold. Jeg havde aldrig prøvet at være på divisionsniveau.
- Jeg har altid spillet på det højeste niveau indtil min seniorkarriere. Man skal også finde ud af, hvor mange holdkammerater kommer fra, og hvad jeg kan lære dem om træningskultur i forhold til værktøjer, som man har fået med fra Holland og Danmark.
Var det også hårdt at være i udlandet?
- Jeg kan klart mærke, at jeg er blevet ældre. Når man render rundt som 17-årig og ikke får spilletid i udlandet, er det ikke noget, som man har prøvet før og håber på, når man skifter.
- Det har givet mig en masse i forhold til, hvordan man skal gebærde sig i modgang, og hvordan man kommer tilbage. Man skal vise den rigtige attitude og træne, selvom det ikke går ens vej. I de gode perioder skal man klø på og ikke dale i niveau, bare fordi det går godt.
Bliver på grund af fællesskabet
Man vil måske tro, at Fæster har større ambitioner end 3. divisionsfodbold, men Lysengs værdier har fået angriberen til at blive.
- Det er først og fremmest på grund af fællesskabet. Da jeg ikke kunne komme på holdet i VSK, tænkte jeg, at jeg skulle have fast spilletid. Så kom jeg til Lyseng, da det ligger tæt og passer godt. Det er et fantastisk fællesskab. Det er hele klublivet, der gør, at man gerne vil være der, siger 3. divisionstopscoreren til bold.dk og tilføjer.
- Lige nu rider vi videre på bølgen, men man vil selvfølgelig gerne blive ved med at udvikle sig. Jeg må se, hvor det kan være hen. Der har været lidt snakke, om man skulle tage steppet videre, men jeg har det fremragende i Lyseng.
IF Lyseng er lige nu nummer to i 3. division, og i Oddset Pokalen skal Højbjerg-klubben møde FC København.


IF Lyseng
CampoBet 3. division

































