En kæmpe divisionsnyhed ramte bold.dk i denne uge.
Den tidligere marokkanske landsholdsspiller og Champions League-profil Nabil Dirar blev nemlig præsenteret i 3. divisionsklubben Ishøj IF.
37-årige Nabil Dirar har spillet med mange prominente navne i løbet af karrieren heriblandt Kylian Mbappé, Radamel Falcao, Robin van Persie og Anthony Martial qua sin fortid i Fenerbahce og Monaco.
I 2017 stod han endda i Champions League-semifinalen med Monaco mod Juventus, og han er også blevet fransk mester.
På trods af de mange meritter siger Ishøj-cheftræner, Erdogan Aslan, til bold.dk, at han nok ikke bliver en vild profil fra dag ét. Han kommer dog til at give utrolig meget til de unge spillere.
- Nu har jeg kun set manden tre gange, han har ikke spillet fodbold i halvandet år, og han er 37 år, så jeg tænker ikke, at han kommer til at brænde 3. division af overhovedet. Jeg har selv spillet fodbold, og jeg ved, at når man bliver 37 år, så mister man hurtigt fart.
- Han har dog passet på sig selv og er topfit, fordi han har styrketrænet og løbet to gange om ugen. Han kommer ind med en tilstedeværelse, som tager en masse pres af vores spillere. Vi har mange unge spillere i forhold til et eller halvandet år tilbage, siger Erdogan Aslan til bold.dk.
Aslan siger, at der bor mange Fenerbahce-fans i Ishøj. Derfor vil Dirar nok blive elsket fra dag ét, og den nye Ishøj-spiller har store lederegenskaber.
- Jeg kan mærke, at drengene har kæmpestor respekt for ham, så han bliver en ekstra forlænget arm for mig derinde sammen med Saban (spillende assistent Saban Özdogan, red.).
Giver ekstra energi
Den tidligere Champions League-profil er allerede begyndt at lære fra sig til de unge Ishøj-spillere, og han kan give tips og tricks til, hvordan man kommer til at spille med og mod store verdensstjerner en dag.
- Hvis de gerne vil gå hele vejen, kan han fortælle, hvad det kræver. Det kan han nok bedre end jeg, da jeg ikke har spillet på tilnærmelsesvis så højt niveau som ham.
- Det er rigtig fedt, og han har en rigtig god personlighed med stor respekt for spillere og trænere. Det er en fantastisk kapacitet at få ind.
- Allerede den første dag, hvor han var der, kunne jeg mærke, at der kom noget ekstra energi ind i træningen.
- Vi har jo nok ikke så meget at spille for mere, så det var rart, at han pludselig kom ind af døren. Der er kommet mere lyst til at spille, og der er nogle af de unge, der gerne vil vise sig frem over for ham, så det er rigtig godt, at han er kommet ind, siger Erdogan Aslan til bold.dk.
Ishøj IF indtager fjerdepladsen i 3. division, og klubben har syv point op til VSK Aarhus på andenpladsen med fem runder igen.
Denne lørdag skal Ishøj-mandskabet en tur til FA 2000.


CampoBet 3. division
Ishøj IF

































