Malmö FF's danske Jonas Knudsen startede inde i Allsvenskan-sejren over Degerfors IF i juli sidste år. Knudsen pådrog sig under kampen en alvorlig knæskade, som siden har holdt ham ude.
Søndag, 316 dage senere, fik Knudsen comeback mod selvsamme Degerfors, da Malmö sejrede med 2-0. Ola Toivonen scorede begge kasser for udeholdet.
Efter kampen sagde Knudsen til Malmös hjemmeside:
- Det er klart, at det var hårdt at se det stadion, som jeg blev skadet på. Men jeg havde forberedt mig mentalt på, at jeg ikke ville fokusere på det.
Knudsen har kontrakt med klubben frem til næste sommer. Søndagens sejr betyder, at Malmö nu indtager en femteplads i Allsvenskan. Der er fem point op til BK Häcken på førstepladsen.
Knudsen kom til klubben fra engelske Ipswich i 2019.


Malmö FF



































