Miguel Angel Ramirez er færdig som Malmö-træner efter blot 15 kampe på posten.
Den svenske storklub ligger helt nede som nummer 12 i Allsvenskan efter fire nederlag på stribe, og tirsdag eftermiddag er fyringen af den spanske cheftræner en realitet.
- Vi har i løbet af foråret kunnet konstatere manglende sportslige præstationer og resultater som hold, og vi har ikke formået at udvikle vores spillere individuelt i henhold til vores målsætninger.
- Det er årsagen til, at vi har besluttet at skilles med Miguel. Vi takker Miguel for hans entusiasme og engagement i løbet af tiden hos Malmö FF og ønsker ham held og lykke i fremtiden, udtaler formand Zlatko Rihter.
Miguel Angel Ramirez står noteret for et pointsnit på 1,27 i Malmö.
Når Anders Christiansen, Jens Stryger og co. på lørdag møder Halmstad, står Guillermo Molins og Mario Chavez midlertidigt i spidsen for holdet.


Malmö FF
Allsvenskan



































