Pelle Mattsson har udviklet sig til lidt af en profil i Norwich, hvor han så sent som lørdag blev den helt store helt.
Den tidligere Silkeborg-spiller scorede således kampens eneste mål og sikrede kanariefuglene en vigtig 1-0-sejr over Charlton.
De flotte præstationer skyldes ikke mindst, at han stortrives i den engelske Championship-klub, fortæller han til Pink Un.
- Jeg gør bare mit bedste, og selvfølgelig kan man se, at jeg er blevet bedre siden jeg kom til klubben. Efter nogle måneder har jeg udviklet mig som spiller, og det er dejligt.
- Jeg nyder virkelig at være her. Vi kan alle se, at vi bevæger os fremad, og vi får at se, hvor det fører os hen, siger han og fortsætter:
- Fansene kan se det, I kan se det, og vi kan også se det. Det har været en kæmpe forbedring. Man kan næsten ikke forestille sig, at vi for ikke så længe siden var i bundtrioen.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Nu ligger vi som nummer ti. Det er dejligt, og jeg synes også, at præstationerne har været rigtig gode.
- Det handler ikke kun om resultaterne. Jeg er tilfreds med, hvordan vi har spillet, og hvordan tingene ser ud, siger Mattsson.
Den 24-årige dansker har for nylig været ude med en længerevarende skade og håber på at komme tilbage endnu stærkere efter pausen.
- Jeg har det godt. Det var en svær skade. Som spiller vil man altid spille alle kampe. Jeg måtte sidde ude i seks-syv uger, men nu har jeg det godt.
- Vi går nu på en pause, og forhåbentlig bliver jeg endnu bedre, når vi kommer tilbage efter landskampspausen, lyder det fra Pelle Mattsson.
Danskerens afgørende mål fra weekenden kan ses i videoen.

Norwich
Championship



































