Randers var efterårets helt store overraskelse i 3F Superligaen, og inden mandagens kamp mod FC København ligger Rasmus Bertelsens tropper på en imponerende tredjeplads med 30 point fra 17 kampe.
Spørgsmålet er nu, om de kan fortsætte de stærke takter fra efteråret – dog uden en af deres helt store profiler fra efteråret.
Tammer Bany skiftede til West Bromwich på Deadline Day i en handel, der kan sende 50 millioner kroner i Randers’ retning. Den 21-årige offensivspiller kom til klubben fra B.93 i januar 2024 og nåede kun at være hos kronjyderne i et års tid.
Randers-træner Rasmus Bertelsen har nydt at arbejde med den unge offensivspiller, der adskiller sig fra mange af de danske talenter, der kommer op gennem Randers’ system.
- Det har været sjovt og spændende. Han er også en lidt anderledes type og har en anden baggrund end nogle af de mere polerede danske spillere, vi udvikler her i Randers, siger Bertelsen til Bold.
Han ser også Banys salg som en anerkendelse af holdets præstationer i efteråret:
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg synes, det her salg er et udtryk for, hvor godt holdet har gjort det. Det er trods alt sjældent, at en enkelt spiller kan gøre det alene.
- Han har jo ikke engang været på banen i 50 procent af den tilgængelige spilletid.
Hvis man havde spurgt Randers-træneren for et år siden, om han kunne have forudset et stort salg af Tammer Bany, er han ikke i tvivl om svaret.
- På ingen måde. Fodbold er sindssygt, og det her burde ikke kunne lade sig gøre – især ikke med den relativt begrænsede spilletid, han har fået.
- Fodbold er blevet en sport, hvor man handler meget på potentiale, og det er nok også en af grundene til, at han er blevet et så stort salg nu.
Randers åbner Superliga-foråret mandag aften, når FCK gæster Cepheus Park. Kampstart er kl. 19.00.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

Randers FC
3F Superliga































