2025-05-08 13:31:14

David Beckham og Gary Neville køber engelsk klub

Salford City har fået nye ejere, da en investorgruppe ledet af blandt andet David Beckham og Gary Neville har købt sig ind.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Hvis man besøger Salford City i League Two, kan man i fremtiden støde ind i David Beckham og Gary Neville.

De to Manchester United-legender har netop købt sig ind i klubben via et nyt konsortium.

Det meddeler Salford City på sin hjemmeside.

- Salford annoncerede i dag, at klubben er blevet opkøbt af en ny ejergruppe ledet af David Beckham og Gary Neville sammen med den amerikanske forretningsmand Declan Kelly og Lord Mervyn Davies, som begge vil fungere som nye medformænd for klubbens bestyrelse.

- Opkøbet inkluderer en forpligtelse fra de nye aktionærer til at investere betydeligt i klubben, holdet og dens faciliteter.

Salford City oplyser desuden, at der i alt er ni aktionærer.

Artiklen fortsætter efter billedet

League 2 -David Beckham og Gary Neville køber engelsk klub
Foto: Phil Noble/Reuters/Ritzau Scanpix

Det drejer sig om Dream Sports Group (Indiens førende sportsteknologivirksomhed), Colin Ryan (stifter af Clipper Street Capital), Frank Ryan (global medformand, global co-CEO og formand for DLA Piper), Nick Woodhouse (Authentic Brands Group) og Shravin Mittal (stifter af Unbound).

Salford City har tidligere været ejet af 'Class of '92' og Peter Lim, som ikke længere er aktionærer.

I 'Class of '92' fandt man Nicky Butt, Ryan Giggs, Paul Scholes og Phil Neville, som derimod vil fortsætte med at bidrage til klubbens næste skridt i forskellige roller.

Det er blandt andet inden for det fodboldmæssige, kommercielle og rekruttering.

Gary Neville og David Beckham har begge tidligere været minoritetsaktionærer i klubben, men nu styrer duoen hele butikken.

David Beckham ejer desuden Inter Miami i Major League Soccer.

Annonce

8 kommentarer

Se kommentarer
Annonce