Shakhtar Donetsk har ikke spillet en gældende fodboldkamp, siden Rusland invaderede Ukraine i foråret, og det har været dyrt for klubben.
Den ukrainske storklub, der har vundet 13 mesterskaber, klager nu over FIFA til den internationale sportsdomstol, CAS.
Det skriver The Athletic, som har fået indsigt i sagen.
Helt præcist søger Shakhtar 50 millioner euro i erstatning fra FIFA, der som bekendt besluttede at tillade udenlandske spillere at suspendere deres kontrakter i Ukraine og Rusland som følge af krigen.
Shakhtar havde 14 udenlandske spillere på kontrakt, før muligheden for suspendering blev vedtaget, og dem ville klubben meget gerne have fået transferindtægter for.
Ukrainsk fodbold er forvejen hårdt ramt økonomisk som følge af krigen, fordi alle turneringer har stået stille, ligesom altså spillere har fået lov at skifte væk gratis.
Shakhtar var sågar i forhandlinger med andre klubber angående salg af udenlandske spillere, men flere af disse kollapsede som følge af FIFA's nye regel, hvor spillerne kunne gå gratis.
Shakhtars direktør Sergei Palkin var da heller ikke tilfreds i kølvandet på reglen, der blev indført den 21. juni.
- Alle tror, vi er én fodboldfamilie. Denne beslutning har netop streget dette slogan over. Vi er ikke én fodboldfamilie, fordi ingen bekymrer sig om ukrainske klubber. Det er meget ærgerligt. FIFA er ligeglad med os, sagde han dengang til The Athletic.
Den ukrainske fodboldliga ventes at starte igen i august trods krig.


Shakhtar Donetsk
Premier League





































