



Fra lettelse til lussing.
Silkeborg reddede søndag livet i 3F Superligaen, da FC Fredericia tabte, men Kent Nielsens tropper løb herefter ind i et 0-4-nederlag til FC København på eget græs.
For Silkeborg-træneren var det naturligt nok mere lettelsen over at redde sig, der fyldte, frem for søndagens præstation mod FCK.
- Vi er enormt skuffede over vores præstation i 10-15 sekunder, og så er vi også bevidste om, at det overordnede var at redde os. Det er lykkedes med bravur, uanset at vi taber 0-4, lød det fra Kent Nielsen efter slutfløjt.
- For ni kampe siden stod vi i en meget vanskelig situation, men truppen skal have stor ros for at bevare roen og finde energi og ærgerrighed, uanset hvad andre synes om os og vores præstationer.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det har vi hele tiden været i stand til, og derfor har vi fortjent sikret en ny Superliga-sæson.
Fik besked før kickoff
Silkeborg-spillerne fik kort før kickoff mod FC København at vide, at de var sikret en ny sæson i Superligaen.
- Vi havde lukket ned for telefoner, for vi skulle ikke følge kampen undervejs, men jeg havde også sagt til spillerne, at vi nok skulle fortælle dem resultatet, når kampen var slut.
- Vi er heller ikke naive, for alle ved det jo, og derfor fik de det at vide lige, lige inden de løb på banen.
Kent Nielsen medgiver, at det faktum, at de kendte til overlevelsen før kampen, nok smittede af på præstationen.
- Jeg har prøvet at spille mange sidste kampe, hvor ting er afgjort. Det er sjældent der, man spiller sine bedste kampe.
- Man prøver, men nogle gange er det bare svært. Og så må vi ikke tage noget fra FCK, for jeg synes også, de var dygtige. De var skarpe og gjorde det ekstremt svært for os.
Jagter forstærkninger
Silkeborg mister store profiler i form af Tonni Adamsen og Nicolai Larsen denne sommer, og nu begynder jagten på forstærkninger.
- Vi har jo ikke vidst, om det hed 1. division eller Superliga, og der er en fanden til forskel, men der er selvfølgelig nogle drøftelser.
- Vi har prøvet det her så mange gange før, og vi er enormt glade for det, som Tonni og Nicolai har betydet for os.
- Når sådan to forlader os, skal vi selvfølgelig have noget ind, men om det bliver én til én, skal vi kigge på nu, for der er selvfølgelig også økonomi i det, siger Kent Nielsen.
Silkeborgs sidste kamp i sæsonen er FC Fredericia ude på søndag.

Skandaløse scener i Parken: Pinligt for FCK
Hattrick | Afsnit 82FC Midtjylland er danske pokalmestre anno 2026. Ulvene vandt torsdag finalen med 1-0 over FC København, og det er meget sæsondefinerende for begge klubber.
Læs mere

Silkeborg IF
3F Superliga





































