Andreas Pyndt har sagt farvel til Silkeborg og goddag til Sirius.
Det kan den svenske klub blandt andre takke sine to spillere Yousef Salech og Marcus Lindberg for.
Pyndt fortæller i forbindelse med sit skifte, at han havde hørt gode ting om Allsvenskan-klubben fra sine to venner.
- Jeg har en rigtig god følelse lige nu, og jeg glæder mig til at starte på holdet. Det har været nogle travle dage med skiftet og det at gå fra Danmark til Sverige, så det er rart endelig at være her og møde alle mennesker.
- Jeg har faktisk to venner på holdet, Yousef Salech og Marcus Lindberg, som jeg har hørt gode ting fra. Siden da har jeg haft gode samtaler med træner og personale. Jeg føler, at der er en rigtig god plan for mig, og jeg tror, jeg kan udvikle mig godt som spiller i Sirius, siger Pyndt.
Det tidligere Brøndby-talent er ikke selv helt uvidende om den svenske klub. Da han i foråret var udlejet til IFK Göteborg, spillede han 45 minutter i en kamp mod netop Sirius.
Andreas Pyndt og Sirius har indgået en aftale, der løber frem til 2028.

Sirius
Allsvenskan





























