


Southampton er klar til playoff-finalen på Wembley, hvor der står en billet til Premier League på spil.
Det står klart, efter klubben tirsdag aften vandt med 2-1 over Middlesbrough i den anden af to indbyrdes semifinaler. Den første kamp mellem Saints og Middlesbrough sluttede 0-0.
Tirsdag aften måtte det ud i forlænget spilletid for at finde en vinder.
Det startede bedst for Middlesbrough, der åbnede ballet efter fire minutter, hvor Riley McGree sparkede bolden ned i hjørnet.
I første halvlegs tillægstid bragte Ross Stewart balance i regnskabet, da han headede bolden i mål efter et hjørnespark.
Artiklen fortsætter efter billedet

Da der også stod 1-1 efter 90 minutter, gik opgøret i forlænget spilletid, og her varede det længe, før vinderen blev fundet.
I det 116. minut sendte Shea Charles tilskuerne på St Mary's Stadium i ekstase, da han sendte et indlæg i feltet, som endte med at sejle hele vejen ind i gæsternes net.
Charles' kasse blev kampens sidste, og derfor kunne Saints juble over en 2-1-sejr og avancement fra semifinalen.
Elias Jelert var ikke udtaget til kampen, mens Mads Roerslev er ude med en skade.
Southampton møder Hull i playoff-finalen på Wembley, der spilles den 23. maj.
Coventry og Ipswich løb med de to direkte oprykningspladser fra Championship til Premier League.


Southampton
Middlesbrough
Championship




































