Calle Facius, der har 300 Superliga-kampe på CV'et, har det seneste halvandet år været træner i Støvring IF. Det har været en omtumlet periode grundet corona-situationen, og det har i denne sæson betydet, at Støvring IF er rykket ned, og i næste sæson skal spille i Serie 2.
Det bliver dog uden Calle Facius ved roret. Den 50-årige fodboldtræner siger til LigaBold.dk, at han har valgt at takke nej til et tilbud om at fortsætte som træner i Støvring IF.
- Jeg har valgt at stoppe ude i Støvring, da jeg har været træner i Støvring i halvandet år, og det har været en turbulent periode ikke mindst på grund af corona, og det har gjort, at man alt andet lige har skullet bruge rigtig meget tid og mange kræfter på for at få tingene til at fungere bedst muligt blandt andet grundet restriktioner, og hvad der nu har været.
- Jeg har brugt rigtig meget tid på dét det seneste halvandet år, og nu synes jeg også, at det er tid til, at der er nogle nye kræfter, der skal til. Det har gjort, at jeg har valgt at takke nej til det tilbud om forlængelse, som klubben kom med, siger Calle Facius til LigaBold.dk.
Artiklen fortsætter efter billedet

Hvad skal der ske nu?
- Jeg har ikke tænkt noget. Jeg har ikke tænkt længere, end at hvis der er nogle, der mener, at de kan gøre brug af mine kompetencer, så er de selvfølgelig velkomne til at henvende sig, men jeg vil ikke selv ud at opsøge et nyt trænerjob lige nu. Kommer der ikke noget, som, jeg synes, lyder attraktivt, så holder jeg et halvt eller helt års sabbat. Så det er planen, og så må tiden vise, hvad der skal ske.
Tager ansvaret for nedrykning
Tiden i Støvring IF har budt på både op- og nedture, men Facius er meget ærgerlig over, at hans tid som træner i klubben sluttede med en nedrykning.
- Det har været rigtig fint, og jeg har været rigtig glad for det. For det første har spillerne været aldeles fremragende at arbejde sammen med, og der er rigtig mange, der har lagt kræfter i at få det til at fungere, men når det så er sagt, så blev vi reddet fra nedrykning af 'corona-gongongen', og nu rykkede holdet så ned. Det gør, at når man ligger i den ende af tabellen, så skal man bruge man kræfter på at tænke på, om der er nogle ting, som man kan gøre anderledes.
- Når det så er sagt, så er det mit ansvar, at vi er rykket ned, og det er jeg rigtig, rigtig ked af, og det synes jeg heller ikke, at vi har fortjent. Vi har bare ikke været dygtige nok, og derfor kan vi ikke indvende noget imod, at vi må en tur ned i Serie 2. Vi har ikke været dygtige nok, længere er den ikke, men man er selvfølgelig træt af, at man skal aflevere holdet på den måde.
- Jeg bruger selvfølgelig tid på at evaluere min egen indsats, og om der er ting, som jeg kunne have gjort anderledes, hvis jeg skal ud at træne på et andet tidspunkt. Så det er lidt en træls måde at slutte af på, men sådan er det en gang imellem, og der er opture og nedture i fodbold, og jeg vil ikke bruge undskyldninger på, hvorfor vi er rykket ned. Overordnet set har vi bare ikke været dygtige nok.
Har takket nej til andre funktioner
Calle Facius siger, at Støvring IF også har tilbudt ham at fortsætte i en anden funktion i klubben. Det har den tidligere Vejle Boldklub- og AaB-spiller dog afvist, men han regner med at vende tilbage til Støvring IF på et senere tidspunkt.
- Jeg tror, at klubben gerne havde set, at jeg havde taget et halvt år mere, men jeg synes, at tiden var der nu, og at der skal nogle nye kræfter til. Den vej rundt har de taget det meget pænt.
- De har også tilbudt mig nogle andre funktioner i klubben, som jeg i første omgang har takket nej til, så der er ingen tvivl om, at jeg på et eller andet tidspunkt vender tilbage til Støvring i en eller anden funktion, fordi det er en klub, som jeg har stor respekt for.
- Omvendt er det også sund at prøve lidt andet en gang imellem. Derfor har jeg ikke lagt mig fast på, hvad jeg vil og ikke vil. Jeg tager tingene, som de kommer. Kommer der et tilbud, så vil jeg overveje det, og kommer der ikke noget, så vil jeg i hvert fald bruge efteråret på noget andet end at træne fodbold, siger Calle Facius til LigaBold.dk.
Calle Facius nåede blandt andet at spille for AaB, Ikast og Vejle Boldklub i løbet af karrieren, og han vandt det danske mesterskab med AaB i 1995.

































