Tilbage i juni blev meldt ud, at Simon Schultz Christensen var færdig i B.93.
Nu har den tidligere Nykøbing-back fået styr på fremtiden.
Simon Schultz Christensen siger nemlig til bold.dk, at han har valgt at tage til Danmarksserie-klubben Tårnby FF.
- Jeg søgte noget 2. eller 3. division, men pakken for de hold, der var lidt interesseret, var ikke lige tiltalende nok for mig. Tårnby meldte sig tidligt på banen, og det passede rigtig godt ind. Jeg har lige fået en datter, så jeg har skruet ned på træningsmængden, men de har stadig et ambitiøst projekt kørende, siger Simon Schultz Christensen til bold.dk.
- Det skulle jeg arbejde mest på at gøre op med mig selv. Det er svært, fordi man ser sig selv et sted, men nogle gange må man se indad og prøve at tage et skridt ned og prøve noget andet.
- Man skal heller ikke bare tage det for at tage det. Tårnby kom tidligt ud, og de har lagt en god plan for mig. Jeg kan få noget fodboldglæde tilbage og forhåbentlig spille en masse, så jeg kan komme tilbage, hvor jeg gerne vil.
Seriøsitet
Den 25-årige back fortæller, at han mener, at niveauet er ganske okay, men han lægger ikke skjul på, at han gerne vil tilbage i divisionerne på et tidspunkt.
- Man har altid sine fordomme om tingene, men jeg synes, at det har overrasket mig rigtig positivt. Der er et godt miljø både på og uden for banen. Der er seriøsitet i træningerne, og der bliver givet gas.
- Så er Danmarksserien heller et dårligere niveau, end man gør det til. Der er nogle fine fodboldspillere og seriøsitet. Man kan mærke, at der er ambitioner i klubben, da de gerne vil se, om man kan komme op, siger han til bold.dk og tilføjer.
- Man vil gerne tilbage til divisionerne, hvis der kommer noget, der passer ind og giver mening for mig. Nu er jeg her og giver den gas. Så må vi se.
Tårnby FF er nummer tre i Danmarksseriens pulje 3 med seks point efter de tre første runder.


Danmarksserien
Tårnby FF
































