Tottenham har gang i en katastrofal sæson.
Spurs ligger aktuelt et point over nedrykningsstregen i Premier League, og klubben ansatte tirsdag sæsonens tredje træner i form af Roberto De Zerbi.
Bold har talt med Harry Redknapp, der i perioden 2008 til 2012 stod i spidsen for klubben.
- Det er noget rod, og det har det været i de seneste år efterhånden.
Thomas Frank indledte sæsonen som Spurs-manager, men han blev i februar fyret. Harry Redknapp forstår godt beslutningen, men han mener ikke, at danskeren står med hele ansvaret for den sløje sæson.
- Han havde en forfærdelig tid i klubben, det er sagt med den største respekt for Thomas Frank, men det var virkelig skidt.
Artiklen fortsætter efter billedet

- I sidste ende er det en resultatorienteret branche, og hvis Roberto De Zerbi ikke leverer efter 20 kampe, så er han i den grad også i problemer.
- Spillerne er nødt til at tage deres del af ansvaret, de har ikke leveret godt nok, og de må ikke ligge og rode rundt, hvor de gør i denne sæson.
79-årige Redknapp er imidlertid sikker på, at Thomas Frank nok skal lande et godt trænerjob igen.
- Thomas Frank virker til at være en god fyr, jeg kender ham ikke personligt, men han virker som en super fyr. Der er ikke nogen trænere, der har haft succes i Tottenham i lang tid, der er helt sikkert noget galt i klubben.
- Han får et andet godt job, det er helt sikkert. Han gjorde det strålende i Brentford, pointerer Redknapp.

Overlevelse er ingen garanti
Tottenhams nye træner Roberto De Zerbi har fået en lang aftale i klubben, og det er en god beslutning, mener Harry Redknapp.
- Jeg tror, at klubben nu har truffet den rigtige beslutning ved at ansætte De Zerbi. Han har fået en lang aftale, der indikerer, at han får tid til at bygge holdet op. Det er en stor mulighed nu, det er en stor klub med gode faciliteter, og så har de måske det bedste stadion i hele verden.
- Alle forudsætningerne er til stede for, at Tottenham kan blive en storklub, fortæller englænderen.
Men i første omgang er særligt én opgave den altoverskyggende for Tottenhams nye manager.
- Hans første opgave er at få Tottenham til at blive i Premier League, og det er ikke nogen nem opgave.
- Jeg ved ikke, om han kan få dem til at blive oppe. West Ham spiller udmærket, Nottingham Forest gør det også fint, men måske er det Leeds, som kan komme i problemer. Det er fire hold, hvor hvilket som helst af dem kan rykke ned. Så tæt er det.

Harry Redknapp fortalte offentligt, at han ville stille sig til rådighed, hvis klubben ønskede ham som manager for resten af sæsonen.
Tottenham tog dog aldrig kontakt.
- Der var ingen, der ringede til mig. Jeg ville have taget imod jobbet, det er helt sikkert, men jeg forventede det ikke, og det er også bedre for klubben, at de har fået en langsigtet løsning, slår Harry Redknapp fast.
Harry Redknapps seneste trænerjob var i Birmingham i 2017, hvor han nåede 13 kampe.
Derudover har den 79-årige englænder stået i spidsen for et hav af engelske klubber, der blandt andet tæller Tottenham, Portsmouth, QPR og West Ham.

Skandaløse scener i Parken: Pinligt for FCK
Hattrick | Afsnit 82FC Midtjylland er danske pokalmestre anno 2026. Ulvene vandt torsdag finalen med 1-0 over FC København, og det er meget sæsondefinerende for begge klubber.
Læs mere
Tottenham
Premier League





































