Der var dømt fredagsbold i domkirkebyen, da Sønderjyske gæstede Energi Viborg Arena på en smuk sommeraften.
Hjemmeholdet fra Viborg kom bedst fra start, da Mads Søndergaard sparkede de grønne i front, og herefter var det egentlig en forholdsvis jævnbyrdig kamp.
Efter pausen var det dog tydeligt at fornemme, at udeholdet havde noget at jagte, og det var også gæsterne, som var mest på bolden gennem anden halvleg uden for alvor at blive farlige.
Værterne endte dog med at hive sejren i land til stor glæde for domkirkebyen.
Her er Bolds fokuspunkter.
Artiklen fortsætter efter billedet

Viborg-drengen har genfundet formen
Spiller fra hjemmeholdet i fokus
Viborgs egen Mads Søndergaard blev hyldet forud for kampen mod Sønderjyske. Midtbanemanden havde en noget turbulent sæson i sidste sæson, hvor det ikke blev til de ønskede spilminutter. Dette fik ham til at spekulere i et skifte væk fra moderklubben. Søndergaard har dog genfundet formen efter Nickolai Lunds ankomst, og viste gode takter i Brøndby. Fredag aften understregede han også sin fremragende form ved at sætte hjemmeholdet i front.
En sympatisk kriger
Spiller fra udeholdet i fokus
Gensynsfest med fødebyen blev det ikke til for Magnus Jensen. Han var dog en konstant trussel i luftrummet, og så besidder han et enormt krigerinstinkt. Det blev også tydeligt i Viborg, da han havde et voldsomt sammenstød med Tim Freriks i første halvleg, hvor han efterfølgende rejste sig som ingenting. Han var også første mand til at markere højlydt, at der var brug for hjælp til en hjemmetilskuer efter en voldsom ulykke. Inspirerende!
Sønderjyskes onde ånd
Statistik i fokus
Sønderjyske troppede op med et stærkt udgangspunkt på Energi Viborg Arena fredag aften. Med fire point efter tre kampe har det været en forrygende sæsonstart for sønderjyderne. Fredagens kamp var dog en svær en af slagsen, og det har det været gennem en længere periode for de lyseblå. Sønderjyske har ikke vundet siden 2016 mod Viborg, og de har aldrig vundet i Viborg i en gældende kamp. Det lykkedes heller ikke i denne omgang.
Domkirkebyen strålede igen
Fans i fokus
Der har været dårlig stemning omkring kløverklubben efter to nederlag i de første to kampe. Det var dog til at mærke i kampen mod Sønderjyske, at VFF’s trup havde genvundet tilliden fra fansene efter en fremragende præstation i Brøndby i sidste runde. Fredag aften, solskin og 3. Halvleg i loungen. Der var dømt fredagsbold i domkirkebyen, og viborgenserne mødte talstærkt op på tribunerne og bakkede de lokale helte op gennem hele kampen. Nydeligt!
Gang i svingdøren
Træner i fokus
Nickolai Lund har haft voldsom medvind efter præstationen mod Brøndby, og det virkede til at fortsætte på hjemmebane mod Sønderjyske. Der har været gang i svingdøren i kløverklubben, og der har ikke været mange gengangere at spore i startopstillingerne. Fredag aften formåede Lund igen at sætte sit mandskab op til sejr, selvom relationerne blandt spillerne ikke er helt finpudsede med så mange nye ansigter. Godt arbejde af cheftræneren.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Sønderjyske
Viborg FF
3F Superliga




































