3F Superliga -Bidstrup føler sig uønsket i Viborg
2006-01-24 13:48:23
Foto:

Bidstrup føler sig uønsket i Viborg

Midtbanespilleren Stefan Bidstrup føler sig som uønsket i Viborg, fordi han ikke vil lade klubben opløse hans kontrakt.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Hverken Bidstrup eller Viborg kan være tilfredse med deres samarbejde, som har været præget af evindelige skader, siden han sluttede sig til SAS Liga-klubben fra AaB i sommeren 2003.
Den tidligere Lyngby- og Wigan-spiller kæmper fortsat for at vende tilbage til højeste niveau, men det udløser ikke taknemmelighed fra hans klub, som hellere havde set ham pakke sine sager og siger farvel.

På grund af sit skadesuheld har Bidstrup aldrig bidt sig fast på Ove Christensens mandskab, og derfor har klubben set sig nødsaget til at erstatte ham i truppen med andre spillere. I vinter har Viborg forsøgt at overtale midtbanespilleren til at lade sin kontrakt annullere, men det har Bidstrup afvist.

- Der er blevet meget længere til holdet for mig, efter at jeg sagde nej tak til Viborgs forslag om at stoppe nu. Og hvis klubben ikke gider spille med mig, er der ikke meget, jeg kan gøre. Mit håb er, at der alligevel pludselig bliver brug for mig, og at jeg så er klar, siger Stefan Bidstup til BT.

Den målfarlige midtbanespillers kontrakt med Viborg løber frem til sommerpausen. På det tidspunkt forventer han også at afslutte sin uddannelse som ejendomsmægler, og herefter er han klar til at flytte tilbage til Sjælland med sin familie.
Men indtil da insisterer Stefan Bidstrup altså på, at Viborg overholder sin aftale med ham.

- Klubben synes, det er irriterende, at jeg ikke vil stoppe nu, hvor de vil, men jeg har andre hensyn at tage, forklarer Bidstrup.

I en alder af kun 30 år kan Stefan Bidstrup være tvunget til at afslutte karrieren på højt plan, hvis han ikke i løbet af de kommende måneder lægger sine mange skader bag sig. Men foreløbig forbliver han altså SAS Liga-spiller. I hvert fald på papiret.

Annonce
Annonce
Annonce