Lars Højer Nielsen var i FC Københavns spæde start en stor profil. Nu er hans 18-årige søn at finde i klubben, hvor han hidtil har været en del af U19-holdet, ligesom han ofte har trænet med førsteholdet.
I det kommende halve år vil Casper Højer Nielsen dog ikke have sin gang på 10'ere, i stedet skal han træne under Bo Henriksen i Brønshøj.
- Jeg spiller det kommende halve år i Brønshøj på en lejeaftale. Pierre Bengtsson sidder tungt på venstre back i FCK, så der var ikke udsigt til spilletid for mig på førsteholdet. Derfor blev vi enige om, at det her var en god mulighed for mig, siger Højer Nielsen til bold.dk.
- Jeg startede i Brønshøj i mandags, og jeg har fået et godt indtryk af klubben. Bo Henriksen var en af de primære grunde til, at jeg valgte Brønshøj, for han har skabt et miljø, jeg synes er rigtig spændende.
I foråret spillede Jacob Berthelsen venstre back i Brønshøj, men ham er Casper Højer Nielsen klar til at tage kampen op med.
- Jeg håber på at komme til at spille så meget som muligt. Målet med lejeaftalen er selvfølgelig at få noget spilletid på højt niveau, og det tror jeg da også på, at der er mulighed for i Brønshøj, siger backen.
Casper Højer Nielsen forlængede i november måned sin kontrakt med FC København, så parterne har papir på hinanden frem til sommeren 2015.
jesper@bold.dk


FC København
Brønshøj Boldklub
3F Superliga
Betinia Liga
































