
Første halvleg imellem de to kriseramte hold, Brøndby og AGF, var en rodet affære, hvor bolden befandt sig mere i luftrummet end på jorden. Brøndby dominerede, men formåede ikke at sætte sig tungt på kampen, og forbindelsen imellem midtbanen og angreb led under manglen på kreativitet, trods en hårdt-kæmpende Tobias Mikkelsen, som ofte gav AGF-forsvaret problemer.
Halvlegens største chance kom i stedet til AGFs nyindkøbte fløjspiller, Alex Valencia, som dog sparkede bolden langt forbi mål og stillingen ved halvlegen var derfor 0-0, hvilket meget godt betegnede spændingsniveauet i første halvleg.
Efter pausen satte Brøndby sig bedre på kampen, og der skulle heller ikke gå mere end fem minutter før Morten Duncan Rasmussen, tæt foran mål fik drejet et indlæg ind på Steffen Rasmussen, men målmanden holdt, som han havde lovet før kampen, Duncan fra at score.
Forsøget var dog starten på en længere periode, hvor Brøndby dominerede kampen, dog afbrudt af enkelte kontrafremstød fra århusianerne, som blandt andet Peter Graulund var tæt på at score på, havde det ikke været for en velspillende Stephan Andersen i målet.
Som kampen skred frem blev kampen præget af hårde nærkampe, hvilket var en fordel for AGF, som med den hovedstødsstærke Mike Tullberg havde et farligt våben i Brøndbys felt, hvor samarbejdet imellem ham og Graulund fungerede bedre og bedre, som kampen udviklede sig.
Kampen virkede derfor til at kunne gå begge veje i sidste halvdel af anden halvleg, da AGF fik de største chancer, dog uden at blive rigtig farlige, mens Brøndby var mest boldbesiddende.
Det var først i det tredje minuts overtid at kampen skulle finde sin afgørelse, da Ole Budtz fra AGF forlængede et indlæg til Mike Tullberg, som med ryggen til mål saksede bolden i kassen på en måbende Stephan Andersen, der ikke havde nogen chance for at reagere.
Kampens resultat blev derfor en noget overraskende 0-1 sejr til bundeholdet AGF, som viste klasse i overtiden, mens Brøndby atter ikke formåede at rykke sig afgørende væk fra nedrykningsstregen.


AGF
Brøndby IF
3F Superliga

































