Championnat National -Mikkelsen enig med Superliga-klub
Foto: Estac Troyes
2010-05-17 20:28:49
Foto: Estac Troyes

Mikkelsen enig med Superliga-klub

Jesper Mikkelsen rykkede i fredags op med franske Troyes, men næste sæson bliver uden danskeren, der rejser hjem til den danske Superliga.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

For to-og-et-halvt år siden rejste Jesper Mikkelsen fra Esbjerg og tog på udenlandseventyr i franske Troyes. Opholdet startede imidlertid mareridts-agtigt, da Mikkelsen blev ramt af en knæskade kort efter sin ankomst, og Troyes rykkede ned i den tredjebedste række.

Først efter halvandet år ude fik han i august 2009 debut, og siden er det gået fremragende. Mikkelsen har spillet fast, og Troyes rykkede i fredags tilbage i Ligue 2.

- Det var lidt gummiben mod slutningen. Vi har mange unge spillere, og det kunne mærkes i de seneste kampe, men nu lykkes det heldigvis. Der var liv og glade dage, og man kunne virkelig mærke, at det betød meget for folk hernede, siger Jesper Mikkelsen til bold.dk.

Dødbolds-specialisten har kontraktudløb denne sommer, og han har tidligere luftet tanken om at vende hjem til Danmark. Og den tanke er nu blevet til virkelighed.

- Jeg har fundet en klub i den bedste række. Det er kun formaliteter, der skiller os, men jeg kan ikke sige hvem det er endnu, afslører Mikkelsen, der forventer, at skiftet bliver offentliggjort i løbet af en uges tid.

- Jeg glæder mig meget til at komme tilbage. Selvom niveauet hernede er godt, så er der ikke helt den samme interesse omkring kampene, og banerne er heller ikke lige gode alle steder. Desuden har vi fået barn og er efterhånden nået en alder, hvor vi gerne vil være tættere på familien, så det ser vi meget frem til, fortæller Mikkelsen, der forventer at gøre sig på samme niveau som tidligere.

- Det er selvfølgelig svært for mig at vurdere, men jeg synes, jeg er på mit gamle niveau igen efter den lange skadespause. Jeg har spillet 35-36 kampe i den her sæson, og det er gået over alt forventning. Jeg er kun 29 år og er stadig sulten efter mere fodbold, så jeg er glad for, det nu lykkes.

Jesper Mikkelsen spillede syv sæsoner i FC Midtjylland og tog derefter en halvsæson i Esbjerg, inden Troyes meldte sig på banen.

Annonce
Annonce

32 kommentarer

Se kommentarer
Annonce