Åges sovs, store slikposer og farlig VM-mad

Årets julekalender på bold.dk handler om ildsjæle i alle afkroge af fodboldens verden. Vi taler med Danmarks ældste fodboldspiller, Serie 3-maskotten 'Felle', landsholdets trofaste kok og mange flere frem mod juleaften.

Bag dagens kalenderlåge finder vi netop chefkokken Per Thøstesen, der har været det danske landsholds trygge madfar i snart 20 år.

Han driver til dagligt den anerkendte og ekstravagante gourmet-oase Bistro Boheme på Esplanaden i København, men flere uger om året rydder den 51-årige kok sin normalt så travle kalender for at stå til rådighed ved gryderne for Simon Kjær, Kasper Schmeichel og resten af det danske landshold.

En opgave der af og til kan virke en smule surrealistisk for manden, der blandt andet har været i benhård Michelin-træning hos den franske madlegende Paul Bocuse og er blevet hædret for sin betydning for dansk gastronomi med prisen 'Kokkenes kok' i 2015.

- Altså når jeg står og putter det mest kridhvide toastbrød ned i en brødrister til prematch, så kan jeg godt spekulere lidt over, hvorfor jeg har brugt 10 år på Michelin-restauranter og har rejst verden rundt og lavet mad, og nu står jeg og rister toast til en Nutella-mad.

- Der bliver mit kokkeliv virkelig sat på en prøve. Men det er bare en del af det. Vil du være med omkring landsholdet, må du sætte dit eget ego til side. Vi er der for spillerne, så de kan præstere optimalt, og det er det allervigtigste, siger Per Thøstesen til bold.dk.

Blev udtaget på Bali

Det langvarige forhold til landsholdet blev indledt i 2001. Dengang drev Per Thøstesen restauranten på det luksuriøse ferieresort The Damai på Bali, da det danske Old Boys-landshold kom på besøg.

- Det var Sepp Piontek, Michael Laudrup, lægen Mogens Kreutzfeldt, holdlederen Simon Rasmussen og mange flere. De sidste tre var også inde omkring A-landsholdet, og de mente, at hvis man kunne lave mad på Bali, så kunne man alle steder. Det ville være det samme, selvom der er herfra og til Rom engang imellem.

- Så blev jeg efterfølgende spurgt af DBU. Før havde de en kok, der af og til tog med til udekampe, og det var jo fandme juleaften hver dag. Men de ville gerne bruge mig under VM i 2002 i Japan og Sydkorea, og det var så startskuddet til snart 20 år som kok for landsholdet.

- Som fodbold-idiot var det et helt vanvittigt tilbud at få. Vi var ret lang tid afsted. Slutrunden varede fem uger, og vi brugte næsten to uger i Asien inden. 

- Det var helt surrealistisk at lave mad til ens helte. Jeg var rigtig meget sammen med spillerne. Det var før iPhones og iPads. Vi så film sammen, spillede bordtennis og alt muligt andet. Det var ret fantastisk, siger han.

Selvom opkaldet fra DBU var en kæmpe drengedrøm, der gik opfyldelse, så havde Per Thøstesen ét krav, inden han sagde ja.

- Mit eneste krav var, at jeg ville se kampene. Det har jeg den dag i dag også i min kontrakt. Jeg gider simpelthen ikke at have stået i 14 dage og lavet mad til alle, og så kan jeg blive tilbage på hotellet. Jeg vil på stadion. Jeg vil sidde og se det. Enten er man en del af det, eller også er man ikke.

- Det har ikke ligefrem ligget i kortene, at jeg skulle sidde på bænken til et VM. Så god en fodboldspiller var jeg ikke. 

- Hvis man som lilleput er venstreback og højrebenet, så er man typisk den sidste på holdkortet, men jeg sad sgu på bænken i Japan og Sydkorea. Måske den eneste kok, der har prøvet det til en VM-slutrunde. Det er helt surrealistisk at tænke på i dag, siger han.

- Fordi det var så varmt i Japan og Sydkorea, stod jeg og skar frugt til træning, så de kunne løbe ud til sidelinjen og få et stykke ananas eller nogle jordbær. Til kamp var jeg altid i omklædningsrummet og lavede ting med frugt. Der var så varmt, og vi skulle have noget væske i dem. Så meget vand kan du ikke drikke, fortæller Per Thøstesen. (Foto: fodboldbilleder.dk)

Per Thøstesen har gennem årene fulgt landsholdsspillernes kost på nærmeste hold, og meget har ændret sig, siden han trådte til i 2002.

- På det tidspunkt troede man, at sukker var godt. Vores slikrum var større end tøjrummet. Du fik udleveret en plastikpose hver tredje eller fjerde dag fyldt op med slik. 

- Det var med Skildpadder, Matadormix, P-tærter og alt muligt. Man troede på, at sukker gav noget energi, så det fik man med, når man var på værelset. Det er altså ikke skide godt. Slet ikke når man ikke træner.

- Madvanerne har også ændret sig. Især med spaghetti og kødsovs. Det var der hver dag, da jeg startede og de første 10 år. Hver dag. Det skulle bare være der, ellers var der fandme rabalder. I dag får de det stort set kun på kampdagen.

- Før kogte vi otte kilo til hvert måltid. I dag er det to kilo og nogle gange er der slet ikke pasta. Alle tog pasta først. I dag tager de en kålsalat først. Grøntsager og fisk. Pastaen er nærmest kun dagen før, på kampdagen og dagen efter, hvor der skal fyldes op. I dag vil de eksperimentere.

- Det kan være trøffelrisotto, lam og ellers indisk aften. En gang i løbet af samlingen laver vi også altid en torsk vendt i pankorasp. Sprødstegt med rejesalat til. Den er alle på. 

- Ligesom de elsker laks smurt med teriyaki. Helt banalt i ovnen. Det er et kæmpehit, ligesom rodfrugter i ovnen er populært. Jeg kan jo dreje lidt på det hele, så de føler, at de er på restaurant, siger han og fortsætter:

- Alt er fuldstændig forandret. Det er en helt, helt anden verden. Før skulle det ikke vige meget fra mors ting. Det hele var lidt firkantet. Dengang var det vigtigere at have flæskesteg og roastbeef ved siden af pastaen. Der var leverpostej, og folk kunne brokke sig over, at der ikke var ristede løg.

- Alle spillerne er så bevidste om kost i dag. Efter en kamp, hvis vi har vundet, og der bliver spurgt til en øl efter kampen, så vil over halvdelen hellere have en sodavand. Førhen var det alle, der ville have en øl. Programmet er så hårdt for dem i dag, for om tre dage skal de jo spille igen.

Tre point giver bearnaise

Også menuen efter en sejr og tre point har fået en tiltrængt makeover de senere år, forklarer Per Thøstesen.

- Lige for tiden efter en sejr får man noget oksemørbrad, en kartoffel, en salat og bearnaise og så is, som de ikke så ofte får. Det er, fordi vi er gået fra, at de får pizza efter kampen. Det gør de i næsten alle fodboldklubber efter kampen. Hvilket er dybt forfærdeligt.

- Historien er, at vi skal have noget i dem. Det er den mest forfejlede ting. Pizza er næsten det værste, du kan spise. Det er hvidt, hvidt mel med en rigtig dårlig fed ost og en dårlig chorizo eller skinke på. Når du kombinerer det, og spørger en diætist, så topper det det dårligste, du kan spise.

- Derfor har vi fjernet det under Kasper. Jeg har hele tiden syntes, at det var fuldstændig forkasteligt. Men hvis du kigger ind i det andet omklædning, så spiser de pizza. Vi prøver at lave, så de får noget lige efter. 

- Skal de videre, så får de en pose med en sandwich, pasta- eller bulgurssalat med og grøntsager. Jeg ved ikke, om posen står ude foran Parken, når de kører videre, men vi prøvet at lave det lækkert, siger han og tilføjer:

- Mit indtryk er dog, at spillerne værdsætter, hvad vi gør for dem. Sidste gang var der et par nye unge spillere, som skulle have debut. En af debutanter havde glædet sig til at spise med. Han kom senere og fortalte, at alle snakker om, hvor god mad vi får. Det er noget særligt.

- Især i forhold til hvad de får i klubberne. For eksempel i de engelske klubber. Kasper Schmeichel fortalte mig, at efter en udekamp får de McNuggets med ketchup og mayonnaise. Prøv at tænke på, hvor sindssygt det er. 

- Hans målmandstræner var med, da Lars var syg. God brite med mange Premier League-kampe. 9 ud af 10 gange havde de ikke lyst til at spise, hvad der stod foran dem, fortalte han. Det er jo fuldstændig vanvittigt.

- Det overrasker mig hver gang, at der er så stor forskel. Det er helt vildt. I Lyon fortalte Joachim Andersen derimod, at der står en kok, og så får de nærmest alt, hvad de bestiller. I Italien får de en stor kærlighed for pasta, fordi de laver de lækreste pastaretter til dem.

Per Thøstesen skærer kød til den tidligere landsholdsbomber Ebbe Sand, der i dag er angrebstræner på landsholdet. (Foto: fodboldbilleder.dk)

Ingen gluten eller kiwi

De mange år på landsholdet har da også givet den rutinerede kok et stort kendskab til, hvad de bærende kræfter kan lide, og hvad de slet ikke kan fordrage.

- Jeg har kendt alle, der spiller på landsholdet siden deres første kamp. Jeg har kendt Kasper Schmeichel, siden han var til sin fars sidste kamp. Der er en kæmpe respekt imellem os. Når jeg møder ind i dag, er jeg bare mig selv. Jeg har min rolle og mine ting. Jeg kender min plads og gør, hvad jeg skal gøre.

- Jeg ved, at Christian Eriksen ikke vil have kiwi og er nøddeallergiker, og Pierre-Emile og Wass vil ikke have gluten. Jeg ved noget om dem alle. 

- Jeg kigger altid på Simon, når pastaen er der, og vi er på udebane. Om han skal tage den eller ej. Har de kogt den og puttet den ind i et varmeskab, så det er helt håbløst, selvom jeg har sagt det 10 gange.

- Eller en fisk der er blevet stegt to timer før. Så siger jeg det til dem. At der er denne fisk, men at den er helt ligegyldig. Alt er dødt i den. Så I skal måske spise det her i stedet for. Jeg forsøger at hjælpe dem hele tiden.

- Så er der Zanka. Han giver mig bare sin tallerken, og så vælger jeg lidt forskelligt til ham. Han vil gerne have noget chili, mens Kasper Schmeichel nærmest bare skal have en rød peberfrugt, før det er stærkt. Men laver du stroganoff eller en anden gryderet, så er han i himlen. 

-Der er forskelligheder, og med tiden lærer man dem. Vi lever som restauratører og kokke af at huske. Den største glæde for alle, der kommer ind på en restaurant, er gensynsglæden. Folk elsker det. Det er på vores rygmarv. Vi lever af at servicere folk.

Måltiderne har ændret sig

Det er ikke kun maden, der har ændret sig de senere år. Måden som spillerne mødes på og indtager måltiderne er også blevet anderledes.

- Tiden har ændret sig. Der bliver brugt tid på at sidde sammen. Der er måltiderne blevet vigtige. Særligt under slutrunder, hvor man er væk så længe. 

- Før i tiden kunne folk være væk efter 10 minutter. Der skulle man bare have noget ind. Nu skal alle lige se, hvad der er, og de går op i mad.

- Det er en kæmpe forandring og en kæmpe tilfredsstillelse for mig i den forstand, at når man har brugt hele dagen på at lave noget, og folk er skredet efter 10 minutter. Nu sætter folk sig og drikker også en kop kaffe efter maden og snakker. Det er en meget vigtigere social ting.

- Det betyder bare meget at have det sociale. Da vi var til VM i Sydafrika, havde alle omkring holdet overset, at spillerne havde fået iPads og sådan noget. Det gjorde, at det sociale var helt væk. Det var en kæmpe fejl. 

- I stedet for at vi alle kom ind til Allan i massagerummet, og der blev vist film og var bøger og snakkede, så var alle på deres værelser. Det var nyt. Det var ubetinget den tid, hvor alt det sociale var væk. 

- Det er heldigvis kommet helt vildt tilbage. Nu bliver der igen spillet Uno eller brætspil. Alle elsker at være med omkring landsholdet. Det skinner igennem. Der er et sammenhold, som er ret unikt. Det sammenhold er fedt at være en del af som fodbold-idiot.

- Det er for mig de fedeste stunder, når man sidder efter maden. Jeg tilbragte meget tid med eksempelvis Åge, hvor han fortalte røverhistorier fra gamle dage i England, eller man sad med Morten om morgenen og havde en halv time, inden alle andre kom og fik anekdoter fra Mexico. Man bliver ikke stemt ud, fordi man er kok, siger han.

Per Thøstesen med Åge Hareide og Jon Dahl Tomasson, der i dag står i spidsen for henholdsvis Rosenborg og Malmö FF. (Foto: fodboldbilleder.dk)

Men selvom det sociale sammenhold er i fokus, så er Per Thøstesen dog særligt opmærksom på én person.

- Det vigtigste er landstræneren. Ham holder man altid øje med. Morten Olsens kaffe skulle altid være brandvarm. Åge ville have sovs. Kasper har jeg ikke rigtigt fundet ud af endnu. Andet end at han har været rigtig glad, men jeg skal nok finde hans favorit. Det skal nok komme. Han favner bredt. De to andre var en anden aldersgruppe.

- Åge var så glad for sovs. Jeg havde altid en lille gryde med sovs, jeg kunne stille frem til ham. De to er fra en anden generation. Hjulmand er en ung mand på 48, som nok har spist lidt mere forskelligt end de to tidligere.

- Men Kasper sagde efter første samling, da vi sagde farvel, at han i sit liv ikke havde fået så god mad i 10 dage i træk. Det er dejligt at få at vide. Et klap på skulderen. Det er derfor, jeg er med, siger han.

Pausen fra landsholdet

Det lå dog ikke i kortene i første omgang, at Per Thøstesen skulle få lov til snart at runde 20 år som madfar for de danske fodboldstjerner.

Efter Morten Olsens stop i november 2015 ringede telefonen fra DBU pludselig ikke længere, og der skulle gå 10 kampe under den nye landstræner Åge Hareide, før Per Thøstesen igen var tilbage. 

Nærmere bestemt til den svære udekamp i Cluj-Napoca mod Rumænien i slutningen af marts 2017.

- Min egen teori er, at jeg var den, der havde mindst med fodbolden at gøre, så jeg blev vel sparet væk. Men det er en gigant fejl. Det viste sig jo også. Det gik dårligt, og de tabte. Spillerne spurgte, hvad der var sket, når de besøgte min restaurant, men jeg vidste det jo ikke. En dag ringer DBU jo bare ikke. Der var ingen overgang.

- Så jeg tror, at det var et råb om hjælp inden Rumænien-kampen. Please. Jeg takkede ja, for jeg følte ikke, at jeg havde fået sagt ordentligt farvel. Jeg syntes, at det var superfedt at være med igen. 

- Du stiller dig op af væggen, hvis en spiller skal forbi. Du holder nærmest døren til toilettet for dem. Det drejer sig kun om dem. Sådan skal det være. Men man følte sig som en del af det. Det er der bygget videre på nu. Vi står sgu sammen. 

- Ligegyldigt hvilken rolle du har, så er det vigtigt. Det vigtigste er, at ingen tror, at de er vigtigere end andre. Alle gør noget helt exceptionelt for drengene, siger Thøstesen og tilføjer:

- En af de sjoveste ting var den anden kamp under Åge, hvor jeg var med på Brøndby Stadion mod Tyskland. Holdet kørte fra Helsingør, og jeg kom fra København. Da holdet kom, var jeg på vej ud af omklædningsrummet. 

- Ud af de der 23 spiller, kendte jeg nok de 15. Det var med store kram og high fives. De glædede sig til maden og over, at jeg var tilbage. Det var jeg så glad for.

- Åge fortalte mig så et par år efter, at han havde ikke tænkt over betydningen, men da han så, at jeg fik større kram end ham, vidste han, at han skulle holde øje med, hvad jeg gik ud på. Hvorfor var jeg så populær? Men jeg er jo populær, fordi jeg er madmor, og det har jeg været i mange kampe og slutrunder.

Da Kasper Hjulmand overtog for Åge Hareide tidligere på året, var Per Thøstesen mere afklaret med, at det formentligt var slut som landsholdskok. 

Lige indtil den 48-årige nordjyde med en fortid i Lyngby Boldklub, FC Nordsjælland og Mainz 05 gav ham et kald.

- Jeg havde det sådan, at jeg havde ikke hørt noget, og jeg troede heller ikke, at jeg ville mere. Men så var der ny landstræner. Der var et møde, og han var sgu sympatisk. Det var Kasper, der ringede og spurgte, om vi kunne holde et møde. Han kom med Morten Wieghorst og sagde, at jeg var den sidste, han talte med.

- Flere spillere havde sagt, at han ikke måtte røre mig. Det gjorde mig stolt og glad, at de synes, at jeg gør et godt stykke arbejde. 

- Det er ellers svært, når man er tæt med folk. Jeg var tæt på Åge. Åge er en god ven. Jon er en rigtig, rigtig god ven gennem snart 20 år. Det er klart, at man så tænker, hvad skal der nu ske. 

- Jeg har haft det fantastisk under Åge og Morten, og jeg har mærket det helt specielle sammenhold. Men lige nu har vi et talentfuldt hold med en masse unge mennesker. At være madmor for dem er ikke noget, jeg tænker, skal være slut lige nu, siger han.

Per Thøstesen hilser på en af landsholdets tidligere profiler i form af Thomas Gravesen, der i dag er fodboldekspert hos Discovery. (Foto: fodboldbilleder.dk)

Udfordringer på udebane

En af de helt store jokere som landsholdskok er de svingende arbejdsvilkår, når Per Thøstesen pakker knivene og drager afsted til det udvalgte hotel en dag inden, at spillerne ankommer. 

Marienlyst Strandhotel i Helsingør er landsholdets faste base, når de spiller kampe i Parken, og her glider samarbejdet med køkkenchef Nanna Maria Hansen altid problemfrit.

Helt så nemt er det ikke altid til udekampene rundt om i verden.

- Det er meget forskelligt, hvordan køkkenet tager imod mig. Det er faktisk værst, hvor der er tyske køkkenchefer. De mener, at de er meget bedre end alle andre. Så ofte tager jeg heller ikke kampen med dem, hvis vi skal kun være et sted i to dage. Så kontroller jeg bare. Så går jeg ikke med ud i køkkenet. Så holder jeg øje og smager.

- Jeg finder hurtigt ud af, om det er et køkken, der vil mig. Man skal huske, at der i alle køkkener er en køkkenchef, og han synes ikke, at det er fedt, at jeg er der. Han er jo dygtig nok selv. Det er de fleste så bare ikke.

- Men som jeg altid siger: jeg er her ikke for at lave om på dig. Jeg ved bare, hvad de vil have. Det nytter ikke at smide stegt makrel ind til morgenmad, for det spiser de ikke. Så bruger vi ikke tid på det. 

- Vi skal ramme den smag, jeg ved, at de kan lide. Når de finder ud af, at jeg er der for at hjælpe, går det som regel fint, siger han og fortsætter:

- I Marienlyst er det noget andet. Her står jeg med Nanna, der er køkkenchef, og vi har en fest i en uge. Vi er begge væk fra vores normale stilling og laver fede ting sammen. 

- Hun giver et kvindeligt touch. Vi har en sjov uge. Jeg sender lige menuen til den første dag, ellers har hun bare købt grøntsager og fisk, og så freestyler vi.

- Det er det eneste sted, hvor jeg gør sådan. Vi undgår også at have for meget madspild. Har de ikke spist blomkålen, så ryger den i en salat senere. Sådan skal det være. 

- Jeg bestemmer alt med menuen, men hvis vi tager til Hotel Eyde i Herning, så ved jeg, at der står nogle pissegode kokke derover, som er gode til at lave dansk mad. Så den menu, jeg sender, afspejler det. Er det London, er det mere international mad. 

- Hver gang tilpasser vi os det sted, hvor vi skal hen. Før i tiden skrev vi, at vi gerne vil have noget lokalt. Det er vi stoppet med, for spillerne spiser det ikke. Det skal trods alt være noget lidt kendt.

Særligt udebaneturene østpå kan være en udfordring i køkkenet, forklarer Per Thøstesen.

- Det er altid svært at lave menuen i et østblokland, for man ved ikke, hvad de lige har. Men jeg har virkelig gode forhold. 

- Økonomien er ikke et issue. Det er jo ikke kaviar og trøfler. Det er kylling og laks og gode salater og grøntsager. Det er ikke vigtigt at spise kobekød og dyre udskæringer. Det er vigtigt, at de får noget god benzin.

- Men især Albanien var satme op ad bakke. Jeg sendte alt i forvejen, hvad vi skulle have, og hvad de ikke måtte få. Jeg gik det hele igennem dagen inden, og alle sagde ja. Næste dag kom jeg så ned i køkkenet, og der er intet af det, der er aftalt, for jeg fandt ud af, at ingen forstod engelsk.

- Så vi har siddet dagen før og haft et møde på en time,. Hvor alle har sagt yes, men ikke en kæft har forstået noget. 

- Vi var enige om at lave lammekoteletter. Fem minutter før spillerne kommer, bliver der bare smidt et helt lam foran mig. Værsgo. Jeg står og kigger: det kan jeg sgu da ikke nå. Nå, det blev så bare ikke den dag. Så måtte de tage noget andet, siger han og tilføjer:

- Det at være kok bliver universalt. I østbloklandene skal du tale lidt hårdt. Du skal lige skælde ud og hæve stemmen. Så de ved, at jeg bestemmer. Du skal ikke være for sød og rar. Sådan arbejder de ikke. Men hvis der står en tysker, så skal du sgu kilde ham under, ja.

- Jeg snakker fransk, og de steder, jeg har været i Frankrig, Spanien eller Italien, får man lynhurtigt fortalt, hvor jeg har arbejdet. Jeg har trods alt været  på en af verdens fineste restauranter. Men ellers tager jeg altid et par af mine kogebøger med. Især til østlandene. 

- Så starter jeg med at give en kogebog. Så bliver de glade, og du fjerner lidt af den facade, de har sat op med, hvorfor jeg skal være der.

- Vi kan altså godt finde ud af det, siger de. Ja ja, men vi spiser bare anderledes. Nej, vi skal ikke have yorkshire pudding på kampdag. Mange af de italienske hold spiser bare kyllingebryst og spaghetti med olivenolie, fordi de er så bange for, at ingen andre kan lave mad. Det kan de stole på. Vi stoler på, at folk kan noget. Vi bor jo kun på gode hoteller.

Per Thøstesen i Parken tidligere på året. (Foto: fodboldbilleder.dk)

Men selvom hotellerne generelt skal have høje standarder, før DBU booker dem til det landshold, så møder Per Thøstesen af og til tvivlsomme steder og serveringer.

- Da vi eksempelvis var i Gibraltar, var det helt forfærdeligt. Inde på buffeten så det fint ud, men ude bagved var det bare en svinesti. Hvis der havde været aftensmad, og jeg kom næste morgen, så stod alle tingene bare ude uden noget på. Så gik jeg ind og skældte ud og bad dem desinficere det hele.

- Der har selvfølgelig også været retter, hvor man har sagt: Ah, nej tak. De lavede en ret i Rusland, som egentlig smagte fint, men bare ikke gik. 

- De tog råt kyllingebryst og vendte det i paprika og hængte det op i køkkenet. Vi boede på 9. etage, hvor man ikke kunne åbne et vindue. Det hang bare oppe i emhætten, indtil det var helt tørt.

- Det var en kæmpe delikatesse. Jeg smagte det på den sidste dag, da vi skulle derfra, for jeg turde ikke før, hvis blev syg. Jeg blev ikke syg. Det smagte lidt som en lufttørret skinke. Men den kunne jeg ikke servere, siger han.

Brunt vand og bange anelser

Per Thøstesen husker dog kun ét ophold til VM i Sydafrika i 2010, hvor han reelt var bange for, at det kunne være sundshedsskadelige for spillerne.

- Jeg står en dag og er ved at lave nogle grøntsager med en af deres kokke. Så tænker jeg, hvad foregår der ovre i den kæmpe vask bagved. Jeg går over og kigger ned, og der ligger vitterligt frosne kyllinger sammen med optøet skinke og oksekød og hakkekød. Alt ligger nede i det brunlige vand.

- Jeg fik så fat i en af kokkene. Det skulle vi have at spise. Han kunne ikke se, at der var noget galt med det. Her var altså en reel risiko. Spiste vi det hakkekød, ville vi blive dødeligt syge. Det er det mest grelle, jeg har oplevet, men det var helt naturligt for dem.

- De var søde og rare mennesker, og det er sikkert sådan, det foregår normalt. Det er bare livsfarligt. Vi kunne have fået alt muligt, og alle kunne være syge. Jeg måtte tjekke alt efter det. Alt. Har vandet kogt ordentligt og alt det.

- Det er den eneste gang, jeg har været decideret bange. Jeg endte med at få lukket hotellet, der ellers skulle have haft semifinalen. Det var fuldstændig sindssygt. Vi kunne ikke selv nå at gøre noget, men de blev udelukket fra at have flere hold, siger han.

Sproglige udfordringer

Men lige så spændende og inspirerende de mange destinationer kan være, lige så hårdt kan det være at stå i et fremmed køkken i dagevis med nogle kokke, som ikke kan eller vil forstå instrukserne fra den danske chefkok.

- Der er de dage, hvor du bare er pisse træt af at bo på det hotel, og du står op om morgenen og laver det samme. Det hårdeste ved jobbet er, at jeg som den eneste står med de lokale. 

- Jeg kan ikke lave mad til 50 alene. Når jeg står i Rusland, Albanien, og Montenegro, kan jeg ikke tale med dem, men jeg skal have kommunikeret menuen og opgaverne, og jeg kan ikke have dårlige undskyldninger.

- Det kan vi ikke bruge til en skid. Så må vi gøre, hvad vi kan. Det kan godt være frustrerende, når man står på sjettedagen i et ukrainsk køkken, hvor alle bare modarbejder dig. Der kan du godt være træt. Men så er det kampdag, og det er glemt.

- Men i Rusland fandt jeg for eksempel hurtigt ud af, at jeg skulle hente min knivkasse med det samme og i gang med at vise alt, for de forstod ingenting. Det ville blive et helvede, tænkte jeg. 

- Jeg kunne ikke deres navne og havde en tolk, der hele tiden gik ved siden af mig sammen med frustrationen over at stå 10-12 timer i et køkken, hvor du overhovedet ikke kan tale med nogen. Tro mig. Der skal du altså have en stærk psyke. Du er kun sammen med dem.

- Men der fandt jeg også ud af, at jeg kan hjælpe dem og lære dem en masse. Jeg lærte deres elever at skære fisk ud og en masse retter, og de var interesseret i at lære. Da vi tog fra Sortehavet, hvor vi havde base, stod kokkene og græd. Det var specielt, siger han.

Landsholdskokken har take away klar til spillerne. (Foto: fodboldbilleder.dk)

Men selv på de mørkeste dage ved Sortehavet har Per Thøstesen aldrig svært ved at forklare, hvorfor han elsker sit ekstrajob som landsholdskok så meget.

- Det er bare en rigtig god arbejdsplads. Det er en helt unik ting at være med til. Man får nogle oplevelser, som samtlige danske kokke drømmer om. Jeg har været til flere slutrunder, end de fleste spillere nogensinde har prøvet.

- Jeg husker tydeligt, da jeg første gang gik ind i Parken og stod på græstæppet inde i midtercirklen inden en kamp. Hvem får lov til det? Eller at gå ved siden af Pogba, Beckham eller nogle andre store stjerner i spillertunellen.

- Og da vi slog England på Wembley. Alle jubler og er helt oppe at køre. Der er fantastiske taler. Det er derfor, at jeg er med. Jeg har masser af timer, hvor jeg tænker, hvad fanden laver jeg her. Hvorfor er jeg ikke hjemme? Jeg har flere gange holdt min fødselsdag i landsholdslejren, men man får bare de her helt unikke oplevelser, siger Per Thøstesen.

Han lægger da heller ikke skjul på, at tjansen har en sund effekt på hans ego.

- I bund og grund er jeg nået frem til, at det også er sundt for mig at være med. Den position jeg har i kokkeverdenen kontra, når jeg står i Helsingør og snitter spidskål til landsholdet er jo to vidt forskellige verdener. Hvis spillerne bare vidste, hvad jeg må sluge af kameler for at lave deres mad.

- På Bistro Boheme, hvor der er fuld skrald på og stor respekt for mig som kok og chef, kommer jeg bare. Alle andre har lavet det hele. Jeg er giraffen. Med landsholdet står jeg altså med en kniv i hånden, og det skal bare laves. Du skal bare arbejde. Det kan jeg sådan set rigtigt godt lide, siger han og tilføjer:

- Hvis mine elever på Boheme så, hvad jeg står og laver, så ville de tro, at det var løgn. Men det sekund du går ind i lejren, så kan du godt lægge dit ego fra dig. Jeg er jo normalt kongen af Boheme. Alle lytter til mig. Jeg har 50 ansatte, og jeg laver tv og skriver bøger. 

- Men alt det bliver fjernet, når jeg træder ind i landsholdslejren. Så er jeg der for holdet. Al min tid går ud på, at de kan præstere så godt som muligt. Sådan er det for alle omkring holdet. Væk med egoet, og så opvarter man 23 dygtige drengerøve.

Eventyret slutter snart

Per Thøstesen rundede i fjor de 50 år, og selvom han ikke er klar til at lægge landsholdsknivene fra sig endnu, ved han godt, at udløbsdatoen nærmer sig.

- Jeg kommer ikke til at være der i 20 år mere. Det giver jo sig selv. Men jeg kunne virkelig godt tænke mig, at der blev holdt et EM til næste år i Danmark, og så synes jeg, at det der VM i Qatar er spændende. Det kunne jeg godt tænke mig at opleve.

- Det virker så sindssygt. Det er jo virkelig mærkeligt at holde VM i Qatar. Jeg tror, at man kommer til at opleve nogle ting, hvor man taber kæben. 

- Nu skal vi selvfølgelig lige kvalificere os. Det er det vigtigste. Men derefter er jeg så gammel, at spillerne kunne være mine børnebørn, så det ville passe fint, siger han.

Næste opgave for Per Thøstesen og resten af landsholdet og det første skridt mod VM i Qatar er den 25. marts 2021, hvor Danmark tager hul på VM-kvalifikationen ude mod Israel.

Per Thøstesen får en snak med Robert Skov over den store buffet (Foto: fodboldbilleder.dk)