Sydafrikanske Mandla Masango scorede i Randers' Superliga-premiere mod FC Midtjylland og sikrede dermed sit hold et enkelt point. Men uden for banen er alt knap så godt. Det er tidligere kommet frem, at AaB havde budt på Masango, men var blevet afvist.
Nu fortæller Masangos agent, at sydafrikaneren er ulykkelig i Randers og at han så et skifte til AaB som en optimal mulighed.
- Mandla er ulykkelig i Randers, og han har tryglet Randers-ledelsen om at få lov til at skifte klub. AaB meldte sig på banen for nogle uger siden, og Mandla så det som en optimal mulighed - både personligt og karrieremæssigt, siger agent Buddy Farah til Ekstra Bladet.
- Men Randers-ledelsen har blankt afvist at lytte til både AaB og Mandla, og i stedet har man sat et fuldstændig urealistisk og direkte latterligt prisskilt på ham. Det er en amatøragtig måde at drive en forretning på.
Randers' sportschef Ole Nielsen bekræfter, at der er blevet afvist et bud fra AaB på Masango og Ekstra Bladet skriver videre, at der siden ikke er blevet fulgt op på interessen.
27-årige Masango spillede i sidste sæson 27 Superliga-kampe for Randers.



Randers FC
3F Superliga































