Andy Carrolls karriere har taget en anderledes drejning.
Han har gennem sin karriere været forbi klubber som Newcastle, Liverpool og West Ham, men sidste år tog han et gevaldigt skridt ned i karrieren, da han rejste til Frankrig.
Her skrev han kontrakt med Amiens i Ligue 2, men for kort tid siden blev der skrevet endnu et kapitel i fortællingen om Carroll, da han tog endnu et skridt nedad.
Han valgte at skrive kontrakt med Bordeaux, som var blevet tvangsnedrykket til den fjerdebedste række i Frankrig.
Der er langt fra Premier League til National 2 Gruppe B, men det er Carroll ligeglad med.
- For at være ærlig koster det mig endda penge at komme og spille for Bordeaux, men jeg spiller fodbold, og jeg er simpelthen glad for at spille fodbold.
- Jeg vil gerne være en del af denne klubs historie, og for at være ærlig var det ikke et spørgsmål om penge.
- I min karriere har det aldrig været et spørgsmål om penge, siger Andy Carroll i et interview med RMC Sport.
Det er en beslutning, som de må være glade for i Bordeaux.
Her har den 35-årige angriber allerede markeret sig, da Andy Carroll leverede to mål i sin debut for Bordeaux.

Bordeaux
























