Danmark -Avarta henter ung back i nedrykkede Holbæk
2017-06-20 17:29:01
Foto: Getty Images

Avarta henter ung back i nedrykkede Holbæk

Den 20-årige højreback Simon Ustrup skifter Holbæk ud med Avarta fra den kommende sæson.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

2. divisionsklubben Avarta får til den kommende sæson tilgang fra Holbæk, som endte sæsonen med at rykke ud af landets tredjebedste række. Det drejer sig om 20-årige Simon Ustrup, som glæder sig til de nye udfordringer.

- De ambitioner, der er i Avarta, passer godt med det, jeg gerne vil. Samtidig har det selvfølgelig også noget at sige, at jeg gerne vil fortsætte med at spille i 2. division - det har dog ikke været den største årsag, siger Simon Ustrup til bold.dk.

Simon Ustrup skiftede til Holbæk, da han for to år siden blev seniorspiller. Sin fodboldopdragelse fik han i FC Nordsjælland, men han gennemskuede hurtigt, at det nok ikke var der, han skulle gøre sig store forhåbninger om spilletid.

Derfor tog han altså til Holbæk, hvor han har spillet fast i de seneste to sæsoner - og nu vil han gerne drive det endnu videre.

- Jeg håber helt klart, at vi kan spille med i den sjove ende i 2. division og være med omkring oprykningspladserne. På længere sigt drømmer jeg da om at komme til at leve af at spille fodbold. Så det ville da være fedt, hvis det også kunne være springbræt til noget større.

- Jeg læser ved siden af,men hovedfokus er på fodbolden. Jeg arbejder stenhårdt på at blive dygtig nok, og jeg håber, at Avarta kan hjælpe mig til at tage det spring, siger Simon Ustrup.

Den 20-årige defensivspiller har allerede udset sig en plads på banen i Avarta.

- De spiller 3-5-2, og jeg håber, jeg kan komme til at spille på højre wingback - det passer lige til mig, siger Simon Ustrup, som ser flere fordele ved at spille i Avarta.

- Der er mange rutinerede spillere, som jeg tror, jeg kan lære meget af. I Holbæk var jeg jo ikke sådan helt vildt ung, selvom jeg var 20. Der var rigtig mange på 21 og 22, så jeg håber, at jeg kan lære af nogle spillere med en lidt anden rutine, siger han.

Simon Ustrup har som sagt været i Holbæk i to år, og det har han været glad for.

- Det har været utrolig spændende. Det er en rigtig god klub med nogle gode holdkammerater. Jeg har fået masser af spilletid, og det er jo vigtigt som ung spiller. Men jeg glæder mig til at prøve noget nyt - det tror jeg, jeg kan blive modnet lidt af, siger han.

Avarta sluttede sæsonen på fjerdepladsen i 2. divisions oprykningsspil - fire point fra en oprykningsplads. I den kommende sæson skal klubben spille i 2. divisions gruppe 1 - ligesom i sidste sæson.

nicolai@bold.dk

Annonce
Annonce

7 kommentarer

Se kommentarer
Annonce