B.93 har hele 2025 været tvunget væk fra Østerbro Stadion.
Østerbro Stadion har ikke haft de fornødne faciliterer, og derfor har man været tvunget til Sundby Idrætspark, men det bliver der nu endegyldigt ændret på.
B.93 oplyser, at Københavns Kommune har besluttet at afsætte 20,5 mio. kr. til en permanent opgradering af stadionlyset på Østerbro Stadion.
Dermed er det nu et spørgsmål om, hvornår B.93 vender hjem.
- Det her er en kæmpe sejr for B.93 og Østerbro.
- Vi har i lang tid kæmpet hårdt for at overbevise politikerne om, at der er brug for et 1. divisions stadion på Østerbro, der kan være et samlingspunkt for fodbold, fællesskab og byliv.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Derfor er det meget tilfredsstillende, at vi nu har en endegyldig plan på plads.
- Det viser, at det nytter at tage dialogen - og at der bliver lyttet.
- Der skal lyde en stor tak til alle aftalepartierne i Københavns Kommune. Vi er meget taknemmelige.
- Nu venter et stort arbejde med at gøre det til et stadion, som Østerbro for alvor kan være stolt af at vise frem, siger klubbens administrerende direktør Christian Engell.
B.93 skriver yderligere, at stadionlyset skal etableres i perioden 2026-2028, men kommunen har lovet at lave en midlertidig opgradering allerede i løbet af efteråret.
Derfor har B.93 søgt og fået godkendt dispensation af Divisionsforeningen. Derfor vender B.93 tilbage så snart, banen er klar.
Drømmen er at nå en kamp i 2025. Mest realistisk er dog 2026, oplyser de selv.

B.93
Betinia Liga


































