




Med to mål spillede Filip Bundgaard en central rolle i Brøndbys store comeback torsdag aften.
Vikingur blev besejret med 4-0, så Brøndby er videre med 4-3 samlet trods et tidligt rødt kort til Clement Bischoff.
Og den mentalitet begejstrer Bundgaard.
- 0-3 deroppe var ikke godt nok, og vi faldt sammen, som selvfølgelig ikke må ske, men der er ikke mange hold, der kan hive sig selv op på den måde. Det er fuldstændig fremragende, det vi leverer, siger han til Disney+.
Artiklen fortsætter efter billedet

Nu venter Strasbourg i Conference League-playoff.
- Jeg forventer en god modstander med kvalitet og intensitet, men jeg glæder mig helt vildt meget. Det bliver spændende at møde så godt et hold.
- Selvfølgelig tror jeg på det. Vi viste også her, at vi bliver ved med at tro på det og vinder 4-0 med en mand nede og bagud 0-3 fra første kamp, så hvorfor skulle vi ikke tro på det, spørger Bundgaard.
Første kamp i Frankrig venter om en uge, inden der er returkamp på Brøndby Stadion 28. august.

Brøndby IF
ECL-kval



































