






I den tyrkiske Süper Lig kunne Besiktas tage et kæmpe skridt mod mesterskabet, da holdet lørdag aften mødte oprykkerne fra Hatayspor, der har gang i en kongesæson på ligaens sjetteplads.
Det var imidlertid alt andet end en kongestart, som oprykkerne fik på opgøret.
Efter bare et minut dummede Babajide Akintola sig og scorede selvmål på et Besiktas-hjørnespark fra en ellers imponerende vinkel.
Ti minutter senere sendte den gamle FC København-kending Atiba Hutchinson sin landsmand fra Canada Cyle Larin i dybden, hvor han udplacerede Hatayspor-målmanden Munir.
Og endelig fuldbyrdede Besiktas stormløbet to minutter senere, da de skar igennem Hatayspor-forsvaret som var det varm döner kebab, så Larin iskoldt kunne score til 3-0.
Netop Larin ligger bag Hatayspors to Süper Lig-topscorere Aaron Salem Boupendza og Mame Biram Diouf, men det var altså Besiktas-manden, der løb med overskrifterne denne aften.
Med syv minutter til pause satte Georges-Kevin N'Koudou en tyk streg under klasseforskellen og gjorde det til 4-0 efter en mindre dribletur ind i banen.
Besiktas var ikke færdige endnu og Ridvan Yilmaz øgede til 5-0 i det 44. minut: en veritabel magtdemonstration.
I anden halvleg fortsatte Besiktas-showet. Larin tog sit hattrick efter 54 minutter, da han opsnappede en løs bold og sikkert gjorde det til 6-0.
Ti minutter senere gled canadieren et indlæg ind til 7-0, og Hatayspor må have kigget på uret og tænkt, at de hellere ville være alle andre steder end på banen.
Besiktas viste en smule nåde og undlod at pådrage Hatayspor et endnu tungere nederlag, så det endte med 7-0.
Med sejren fører Besiktas Süper Lig med 81 points, otte ned til Fenerbahce, og ligner med tre kampe tilbage en sikker tyrkisk mester for første gang siden 2016/2017.


Hatayspor
Besiktas
SüperLig


































