Den tidligere Superliga-spiller Daniel A. Pedersen kan inden længe snakke dansk med dele af sit trænerteam i USL-klubben Orange County.
For ifølge bold.dk’s oplysninger sætter Morten Karlsen sig efter nytår på trænerbænken i den amerikanske klub som assistent for cheftræner Richard Chaplow.
43-årige Karlsen har en lang karriere i dansk fodbold bag sig. Først med over 200 Superligakampe for B93, FC Nordsjælland, Randers og Esbjerg, og siden som en del af trænerteamet i FC Nordsjælland, HB Køge og AGF, hvor han assisterede David Nielsen.
I januar stoppede samarbejdet med AGF, og siden har den tidligere midtbanekriger brugt tiden på at hjælpe Kasper Hjulmand med scouting-arbejde forud for det VM i Qatar, Danmark allerede røg ud af efter tre kampe. Blandt andet et sviende nederlag til Australien, som Karlsen gennem hele året har leveret rapporter til Kasper Hjulmand om.
Nu samler han altså træner-handsken op igen, og det bliver i en klub, som tidligere har haft dansk succes. I 2018 scorede Thomas Enevoldsen således 18 mål og topscorertitel for klubben.
bold.dk var mandag aften i sms-kontakt med Morten Karlsen, som ikke var videre meddelsom om sin fremtid: ‘Jeg har ingen kommentarer pt, men håber snart at have min fremtid på plads’, lød beskeden.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

3F Superliga
































